"I en række eksperimenter undersøgte en gruppe forskere betydningen af et andet personlighedstræk: Personens behov for at behage andre og leve op til, hvad de tror andre forventer af dem. Man målte patienternes grad af "behagesyge" ved at præsentere dem for en række ordsprog, f.eks. "tale er sølv, men tavshed er guld" eller "man skal ikke gå over åen efter vand". Derefter gav man forsøgspersonerne en uvirksom kalktablet og fortalte dem, at det var et middel, der påvirkede sindstilstande. Endelig registrerede forskerne forsøgspersonernes symptomer på ændret sindstilstand. Resultaterne viste en klar sammenhæng mellem forsøgspersonernes tendens til at erklære sig enige i de omtalte ordsprog og antallet af symptomer på ændret sindsstemning."
Bobby Zachariae: Den tænkende krop.
Rosinante, 2000.
(p. 42)
Vilhelmine Zahle: Vildsomme veje (1890)
"Fra det øjeblik af syntes hun ikke længere, han var almindelig. Hans øjne var da de mærkeligste, hun havde set. De var hverken store eller glansfulde, men alt som han så på hende, blev de ligesom mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig smilende glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig tog blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog længtes hun efter en lejlighed til atter at se op på ham.
Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet køre- og sejlture og fik Valborg til at interessere sig for botanik, hvori han selv var mester. De besluttede at foretage et par fodture i omegnen for at finde planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende til rette med ordningen af en blomstersamling."
"A propos franske Foredrag, det er meget morsomt at overvære sådan en Forestilling. De er altid fine, for det er jo kun fine Folk, som har Råd til den Luksus, at kunne fransk. Kan De høre det lange fornemme "a", når de unge Damer udtaler det? Engelsk, det er jo et nyttigt Sprog, men fransk, hvad skal man med det, det er kun en Luksus. Altså ved sådan en Forestilling, hvor det høje Bourgeoisi er samlet i en fin Sal og forsøger at sige noget på Sproget, optræder en ægte fransk Professeur (der er: Lærer, i Reglen Skolelærer, men på Programmet står der: Professor), som efter et vellykket Buk til den ærede Forsamling begynder: Mesdames – Ophold – Messieurs! Ved denne herlige Lyd går der en Gysen over Forsamlingen, Damerne får Gåsehud på den nedringede Hals, der bliver Kirketyst. Så går Professoren videre, helst udtrykker han først sin Glæde over at være kkommet til dette smukke Land – da Foredragene holdes om Vinteren, er det i Reglen Snesjap eller Regn, men det kunde Manden jo ikke vide, da han skrev sit Foredrag i Frankrig og nu skal holde det i de tre nordiske Riger; måske kommer han i Tanke om det, når han om Aftenen i det sludfulde Vejr kører til Salen, men så er det jo for sent til at finde på noget andet, og når han nu siger det, ser han hvordan Taknemmeligheden lyser af alle Ansigterne dernede. – For at undskylde Tilhørernes Uvidenhed om, at der arbejdes i Frankrig, fortæller han, stadig sødt smilende, hvorledes Franskmændene til for kort Tid siden troede, at der spadserede Isbjørne omkring på Gaderne her. Og videre går det. Når alle derfor tilsidst ler og klapper, beværer de Indtrykket, at den franske Elegance og Elskværdighed er uovertræffelig og det galliske Vid enestående – Curiøst er det at iagttage gamle, virkelige Professorer, lærde Mænd, som til daglig er meget kolde og filosofiske, hvorledes de vrider sig i Kramper, når de parlerer med en lille Frøken, som lige er hjemkommet fra et fransk Pensionat. Man synes det er Synd for den gamle Mand. Men det bedste er dog at se, hvordan Franskmanden, der på Katederet hele Tiden har bevæget sig som på et gymnastisk Elskværdighedsapparat, hvordan han ikke kan skjule sin overvældende Glæde over at være "Professor" i Fransk, over at være bleven så dygtig i dette vanskelige Sprog, over at han taler det flydende, komplet flydende."
Ditleff von Zeppelin: Franskmanden.
Gyldendalske Boghandel, 1912.
(pp. 19-21)
Dagmar von der Lyhe Zernichow: Flagrende Eroter (1912)
"Og nu kom det for en Dag, at Greven, som hører med til den faste Cirkel, som til Stadighed kommmer i de Holstein-Neckerske Saloner, hvor vi haver giort hans Bekjendtskab, er saa langt fra, at hylde de Ideer, som der er de regierende, at han snarere bekiender sig til det modsatte Parti. Madame la baronne er vel hans Værtinde, men er derfor ingenlunde hans qvindelige Ideal, hendes Aabenmundethed, hendes Frisindethed og passionerede Deeltagen i det politiske Liv er ham snarere en Gru, men allermest er ham imod den høylydte Beundring, hun nærer for Jean Jacques Rousseau!
Og Greven gav Papa et kort résumé over den samfundsfarlige og ødelæggende Lære, hiin stoere Philosoph og hans Disciple søger at udbrede. Hvordan de pønsker paa at omvælte alle gamle Former og nedarvede Traditioner. Udslette de af Vorherre indsatte Grændser mellem Aristokratiet og de lavere Stænder, jage Vorherre selv ud af sin Himmel og tage Jorden i Enebesiddelse!
Ja, saa vidt gaar de ivrigste, at ej alleene ville de bort med de gode Manerer og den herskende bon-ton, lmen vil og Klædedragten til Livs. Vil ej længere bære Paryk eller Pudder, haaner de høje, røde Hæle, som giver Foden det fornemme Udseende, taaler ej det stramme corsage de baleine, som man dog ej kan holde sig rank foruden og forlange løse, viide Klæder, der skal følge Legemsformerne, som de ere fra Naturens Haand! Er det er ej gudsbespottelige Forlangender?
Og til de Mennesker hører Mr. Philibert! Og jeg, som i hans enkle Klæder saae kuns et Tegn paa verdslig Fattigdom og gejstlig Ophøjethed! Ja, selv meenede ham at høre en gejstlig Orden til! Og saa haver han gaaet om som een af de forklædte Ulve, han saa tidt advarede imod! Jeg vil ej undsee mig for at sige dig, Koranth, at Tanken var saa overvældende, at Taarerne kom mig i Øynene, men var det ej af Rørelse, da Papa bød os at sige ham adieu for stedse."
Dagmar von der Lyhe Zernichow: Flagrende Eroter.
Gyldendalske Boghandel, 1912.
(pp. 59-61)
B. Zætter: Knald eller fald (1985)
"Manden på talerstolen snakkede og snakkede… i det skarpe lys så man gamle faner og andet ragelse. I en glasmontre de pæle man bandt folk til, der skulle skydes. Hvor var det længe siden. Hvor var det ligegyldigt, om det var Søren eller Michael, der ledede gruppe 8… for 13 dage siden havde unge mennesker, unge som du var for 40 år siden vovet at tale uretten midt imod. Det borgerlige samfund gik amok. Samlede tusindvis af politi og folk, som kaldte sig arbedjere. Arbejdere uden klassesolidaritet ganske vist. De var nok i samme parti som Weidekamp. Og hvorfor det mægtige opbud af magt? En håndfuld unge mennesker havde bz'at nogle gamle huse, hvor de var ved at indrette sig. Musik i cafeen. Et andet liv. Et forsøg på noget andet end det af bistandskontoret fastlagte. Derfor kom magten. Med stave og hunde. Det var slemt på Nørrebro og så…
En tunnel som i Horserød. Ja, man havde gravet sig under Korsgade, mens tunge linie 3-busser drønede hen over. Da politiet og dets skruebrækkere kom ind, var fuglene fløjet. Hvor var det fint. Det var politik så det battede. At gøre magten til grin på den måde det var bare fint… helt fint. Men det var der ikke mange der tænkte på den aften i Frihedsmuseet. Hvorfor ikke? Her sad en række folk, som engang havde været friske. Hvorfor var de så døde i bolden nu? Gamle måske, men der er mange friske gamle. Det er ikke til at forklare, at de stod forrest engang, og nu gider de ikke mere… hvorfor?
Frihedsmuseet. Museet for historieforfalskning. Museet der kan forklare modstanden under krigen uden at tale om politik, uden at anklage gamle tyskervenlige politikere, uden at tale om værnemagere, uden at tale om danske bønders millionfortjenester under krigen. Her samles en 4. maj-aften i 1984 igen de unge. De vil fejre friheden. Men nej, den er på museum og og politiet kommer."
B. Zætter: Knald eller fald.
Autonomt Forlag, 1985.
[upagineret]
