"Der er helt mørkt i den kolde Kirke. Jeg trækker de skramlende Registre ud. Træder langsomt Bælgen, til jeg mærker, at Orglet staar som et stort Dyr paa Spring.
Tøver lidt. Hører Luft sive fint fra en Utæthed. Ellers Stilhed. Hugger Hænderne i. Et Stormsus staar igennem den øde mørke Kirke. Jeg kommer til at græde ved det.
Omsider drives den sødlige vise om Det var en Lørdag Aften bort af den rene Fjeldblæst hos Johan Sebastian Bach.
Hvor lang Tid er der Gaaet? Jeg husker nu at der staar en halv Flaske i et Skab i Sakristiet. Jeg gaar derind og finder den i Mørket. Men tømmer den ikke helt. Der er da Skam i én.
Famler sig tilbage til Orglet. Det trækker koldt gennem Rummet et Sted fra. Men jeg lægger Frakken. Nu vil vi spille.
Længe, længe. Saa gaar jeg brat i Staa. Stivner. Noget slaar til mit Ben, springer op ved Siden af mig.
Pigro, din Djævel! hvisker jeg. Som en stor Rødspætte der slaar et Kvabs i en Kasse, saadan bærer Hjertet sig ad."
Jens Martin Alfred Hansen: Løgneren. Gyldendal, 1950. (pp. 63-64)
Piet Hein: Man skal gaa paa Jorden (1944)
"Der skal stor Hæderlighed til at sælge Elastik efter Metermaal."
Piet Hein: Man skal gaa paa Jorden. Gyldendal, 1944. (p. 17)
Poul Henningsen: Kulturkritik (1918-67)
"En konservativ Kunst, som slet ikke deltager aktivt i den politiske Strid, er ganske almindelig. I det reaktionære Varehus for aandelig Paavirkning vil man finde enhver Forherligelse af det bestaaende. Litteratur om de Riges Ædelhed, de Fattiges smukke Taalmodighed, Belønningen i det Hinsidige, gamle Dages Skønhed i Forhold til nu, Teknikkens Værdiløshed, Julens Magt selv over forhærdede Sind, i Kunstindustrien en Betegnelse som "Arvesølv" o.s.v. Der er almindeligvis intet bevidst ved denne Propagande. Det er det konservative Instinkt, der leder Kunstnerens Skridt. En vigtig konservativ Virksomhed drives paa det æstetiske Felt med Narresutter til de Utilfredse: Imitiationen inden for Arkitektur og Brugskunst har en saadan Opgave. Litterært forherliges Chancen og Ønskedrømmen. Ved at fylde Københavns Butikspiger med sødt Vrøvl om Filmskarriére, Giftermaal med Chefen, tragisk Endeligt som kokaineret Demimonde eller bare Skildringer fra highlife holder B.T. og de simplere Ugeblade denne Stand nede i en Art Tilfredshed med deraf flydende slet Betaling og daarlig Organisation."
Poul Henningsen: Kulturkritik, I-IV. Rhodos, 1973. ('Kunstens Virkning', bd. I, p. 213)
Louis Hjelmslev: Omkring sprogteoriens grundlæggelse (1943)
"Vi ser altsaa, at den uformede mening, som kan uddrages af alle disse sproglige kæder, i hvert sprog formes paa sin maade; hvert sprog lægger sine grænser ind i den amorfe 'tankemasse' og fremhæver forskellige momenter i den i forskellig orden, lægger tyngdepunktet forskellige steder og giver tyngdepunkterne forskelligt relief. Det er som en og samme haandfuld sandskorn, der formes i vidt forskellige mønstre, eller som den sky paa himlen, der for Hamlets blik skifter skikkelse fra minut til minut. Ligesom de samme sandskorn kan lægges i forskellige mønstre, og den samme sky antage stadig nye skikkelser, saaledes er det ogsaa stadig den samme mening, der formes eller struktureres forskelligt i forskellige sprog. Det der bestemmer dens form er udelukkende sprogets funktioner, tegnfunktionen og de dæraf deducerbare. Meningen bliver hver gang substans for en ny form, og har ingen mulig existens uden at være substans for en eller anden form.
Vi konstaterer altsaa i det sproglige indhold, i dettes forløb, en specifik form, indholdsformen, der er uafhængig af og staar i arbitrært forhold til meningen, og former denne til en indholdssubstans.
Der behøves ikke lang overvejelse for at se at dette gentager sig for indholdets system. Et paradigme i eet sprog og et tilsvarende paradigme i et andet sprog kan siges at dække en og samme meningszone, der løsrevet fra disse sprog er et uinddelt, amorft kontinuum, hvori der først gennem sprogenes formning indlægges grænser."
Louis Hjelmslev: Omkring sprogteoriens grundlæggelse. Akademisk Forlag, 1966. (p. 48)
Ludvig Holberg: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729)
"De Danske holdes nu omstunder for et artigt og meget civilisered folk, besynderlig Kiøbenhavns indbyggere, der lade deres børn med stor fliid opdrage og holde saavel til skikkelighed, som til lærdom; thi det er ikke rart at see her smaa børn end og af borgerstand at forstaae adskillige exercitier, og derforuden tale toe eller tree fremmede sprog med stor færdighed, saa at fremmede, som komme hid til landet, maa bekiende ikke at finde det nogen andensteds, og forundre sig besynderlig over fruentimmeret, hvilket, omendskiønt det aldrig har været uden lands, kand dog tale med fremmede deres eget sprog, og derved recommendere sig ikke mindre end ved deres naturlige skiønhed. Unge mands personer reyse gierne uden lands for at naae fuldkommenhed udi de sprog, som de udi deres barndom have lærdt, og for at see andre nationers skik og maneer. Man finder hos denne nation en besynderlig modestie, thi i steden at fast alle andre nationer holde meget af dem selv, og see andre over axelen, saa tale de Danske gierne stort om andre, hvilket, omendskiønt det nu omstunder er lidet fordeelagtigt og af mange regnes dem til last, saa maa man dog bekiende, at det er een af de største og rareste dyder."
"Lærdom haver udi lang tid floreret udi Dannemark, og maa fremmede tilstaae, at, omendskiønt der ikke skrives saa mange bøger, som paa endeel andre steder; saa ere dog de skrifter, som der komme for lyset, gode: at der skrives saa lidt paa dansk, foraarsager at de fleeste af indbyggerne legge sig saa meget efter fremmede sprog, og derfor heller ville læse fremmede bøger, for tilligemed at profitere udi sproget. Det danske sprog udi sig selv haver sandelig store dyder, og er besynderlig beqvemt til poesie, hvorfore de fare vilde, som ansee det danske sprog saa ringe.
Den mediocritet eller middelmaadighed, som Mons. Mohlsworth legger nationen til last: nemligen, at de Danske ere ikke taabelige, ey heller højkloge, havde maaskee en anden upartisk skribent udtolket som en dyd og middelvej, som denne nation udi mange ting gaaer, saa at den sielden falder udi extremiteter; thi den pøndser lidt mere paa en ting end en Franskmand; men lidt mindre end en Engelænder. Den er ikke saa sparsom som en Hollænder, men lidt mere paaholden end en Normand. Den er ikke saa ordrig som en Tysk, ey heller saa lidt talende som en Spanier. Ikke saa skiæmtefuld som en Gascon, ey heller saa ærbar som en Portugiis, ikke saa forliebt som en Grækker, ey heller saa kold som en Vestfriser. Ikke saa letsindet som en Parisier, ej heller saa tungsinded som en Italiener. Hvorudover blant alle de folk jeg kiender, incommoderer mig de Danskes omgiengelse mindst."
Ludvig Holberg: 'Af Dannemarks og Norges Beskrivelse' i Ludvig Holberg Værker, bd. I.
Rosenkilde & Bagger, 1969.
(pp. 28; 33)
