"Lyset i Salen dæmpes; Tæppet glider op; og alle Ansigter vender sig mod Scenen …

– – –

Midt paa anden Række i første Parket sidder Sigvard Hammelev og Komediens Svigerfader, Margarineagent Sofus Hansen.

De taler ikke. Hammelev har et Par Gange forsøgt at konversere; men Agenten har rystet afvisende paa Hovedet, – han er i Kjole og Hvidt og fuld af Højtidelighed og Ærefrygt. Ved hver Aktslutning hamrer han Hænderne sammen som to Banketræer, og paa hans Pande staar den kolde Betagelsens Sved. Han stirrer fjendsk rundt paa de omkringsiddende, og er der én der ikke klapper, svulmer hans Bryst af Harme. – Han lever fuldstændig med i Handlingen oppe paa Scenen; undertiden er han ved at blande sig i Samtalen. Da det begynder at se broget ud for den unge Maler, der mere og mere drages mod Enkens Rigdom og synes at glemme Hustru og Børn, griber han uvilkaarlig Hammelev i Armen og stønner. – Og da Helten i sidste Akt belaver sig paa at forlade Hus og Hjem, bliver Sofus Hansen hvid som et Lagen i sit Ansigt og er ikke langt fra at protestere. – Men da Situationen lykkeligt vender sig, og Torben Hjelm i allersidste Scene staar omgivet af Dagny og Børnene og priser Hjemmets Hygge i Modsætning til Selskabslivets Elegance, da triller der to store Rørelsens Taarer ned ad Agent Hansens gamle Kinder …

Han véd meget vel, at det hele Skuespil er Løgn, og at Sagen i Virkeligheden har faaet akkurat det modsatte Forløb … Men det er jo netop det store ved dette Digterværk! Det er jo netop det, der gør hans Ekssvigersøn til den kolossale Digter, han er! Poesiens Opgave er jo netop at blæse Virkeligheden et Stykke og løfte Menneskenes Børn højt over Jordelivets Smuds og Søle og lige lukt ind i de straalende Idealers hovedrengjorte Himmel! …

Og da Tæppet falder for sidste Akt, og Publikum klapper det op og op igen, bestiger Margarine-Hansen i sit Hjertes Henrivelse det røde Plysses Stolesæde, basker med Armene og skriger mod Lysekronen:

 

 

 

 

 

 

Forklaring.
Een Hviid Huud, et hviit Haar, og Elphen-hvide tænder
To Soorte øyne mand paa hende ogsaa kiender,
Den Jomfrue-urte-lund skal soort paa blomster være
To soorte yøne-bryn hun have skal med Ære,
Kindbakker, lipper, Samt og Negle-Rødd skal glantze,
Ret som een Roose blant de urter virket krantze
Paa Kroppen liidet lang, hun hâr haarlokke lange
Langaktig Hænder hun skal af Naturen fange
To stakked ører, og to kiønne satkked fødder,
Forinden Lipperne de stakked tænder møder,
Hun er begaved med et bret bryst breede balder,
For nær hin anden ej de øyne-bryne falder,
Hun hâr een Snever Mund, og Snevr een Jomfry nusken
At mand ej skal for Snart igiennem smutte busken,
Det er og yndeligt, at være Snevr i midde,
Ret som een Spit zRood og een nys afskaaren vidde,
De Lipper som i Krat Langt under navlen findis
Skal smuct udtrudde frem, go om Jeg ret kand mindis,
Naturen Hofterne skal trind og rund bestikke,
Med Rumpen maae Hen ey uhøflig gaa' at vrikke
Hun finger haver nært, subtil haar skiære lipper
Een Liiden Næse, Samt Smaa nætte Bryste tipper,
Oeverst skal hovedet ey stoort og groft udtrunde,
Mand ellers tænkte at Hun vanskabt være Kunde,
Hvo som da Saa er skabt, hun er et Mester stykke
Og den som hende faaer, hand prise maa sin lykke."