Sigurd Vedde: Om Rethaveri og andre Selvhævdelser (1942)
 
"[…] hos Gennemsnitsmennesker, der har en Tilbøjelighed til at tage mest Hensyn til Tingenes Overflade, hersker der ligesom en stiltiende Formening om, at selv om en Mand i Virkeligheden ikke er en anden overlegen, saa er han ikke desto mindre den heldigst stillede af disse to, dersom han kan opføre sig, som om han var det. Irritationen synes da ikke saa meget at bunde i det ubegrundede i Maskens Paatagelse, som deri, at Ofret, trods bedre Vidende, dog ikke kan frigøre sig for den Følelse af at være den underlegne, som det godt anlagte Overlegenhedshylster netop tilsigter at vække hos ham. Det hjælper med andre Ord ikke at være den overlegne, hvis man ikke kan udtrykke det, og omvendt gør det (set fra et rent udvendigt Standpunkt) heller intet, at man er den underlegne, blot man har Evnen til at kunne udtrykke det modsatte. Forholdet er altsaa et noget lignende som hos den Rethaver, der, skønt baade Modstanderen og han selv ved, at han har Uret, dog ved sin Personligheds større Styrke formaar at suggerere, at hans Ord i hvert Fald er dem, der betyder mest."

Sigurd Vedde: Om Rethaveri og andre Selvhævdelser.
Ejnar Munksgaard, 1942.
(p. 44)
H.C. Vedsted: Klit-Per. Nutidsfortælling fra Harboøre. (Trods–Tvivl–Tro) (1916)
 
"Paa Hjemvejen fra Kirke kom de to Skippere Ørn til at følges ad. "Wa'ed saa'tt' ilywal heiel godt, tøtt' do?" sagde den ene. "Jow, de' wa' jo de', de' wa' –" svarede den anden, "æ tøtt' fo' Resten ett' han faatold' wos nøi widere om Omvendels' eller Fortabels', hej'er ett', om der ær en Døw'el te'!" – "Ja ja, sjel om han ett' brugt' lig' di samm' Ouk'ver, trou'er æ nok, han haad' et endenbou'er, naar han wild' komm' mæ'ed,["] bemærkede den første. "Saa so'ed 'et i alle Fald endele'!" brummede den anden. "Jo, mij'er endele', des bejer, wild' æ sej'. Hwem sku no nøi Sind' haa' tint, te' der ku' blyw' en Præist a' saad'n en vantrow Student, aa wi maa jo endda sej', et' han haad' æ Ouk'ver i si' Mait, ett'?" fortsatte hin. "Aah jow –! Æ wild' jo kuns meien, te' de' wa' skjønner ino aa' wæ'e i æ Ouk'ver si' Mait. Den her nymodens Præik'maad' kan æ no ett' saa godt li'e, æ faastaa'er bejer den gammel," svarede den anden og fandt en allerede brugt Skraa frem af sin Vestelomme. "Wil do'tt' heller' haa' en fre'esk mej? Æ fik ny Fo'sjøy'ning i Gaar ve' æ Høker," foreslog Stalbroderen og bød ham sin Messingdaase, "te æ trou'er no, han wa' ret nok oe'ed, aa han haad' da hejer ett' wæt fo' stou'ver te' aa' ta' ve' Lær' a' wo' Missionsmød' i æ Kle't, – æ sejer no, de' wa' regte' godt a' saad'n en ung Knejt!" "Ja, saad'n kan en jo wall sej'," sluttede den anden og spyttede saftigt, "der æ' jo aaller' nøi saa godt, te' de' jo ka' blyw' bejer!""

H.C. Vedsted: Klit-Per. Nutidsfortælling fra Harboøre. (Trods–Tvivl–Tro).
O. Lohse, 1916.
(p. 257)
Peter Vejrup: Plovmandssange (1922)
 
"Fure op og Fure ned –
plow', det er det bejst, A vèd.
Væk gaar hver en Vè, der værker,
og jens Tanker flyw'r som Lærker …
gjør som Smaalam Hop paa Hop
Fure ned og Fure op.
 
Fure op og Fure ned –
faa svedt ud den dovne Sved.
Det kund' han træng' til, Jep Lassen,
han, som malker Hjælpekassen.
Saa'n en Asens Dowenkrop! –
– Fure ned og Fure op."

Peter Vejrup: Plovmandssange.
Gyldendalske Boghandel, 1922.
('Plovmands-Filosoferen', p. 27)
Bent Vinn Nielsen: Rejsens mål (1995)
 
"Jeg gik tilbage til huset for at se om Nina skulle være stået op så jeg kunne sige ordentlig farvel til hende, men det var hun ikke. Hun kom jo meget sent i seng, så jeg regnede med at hun nok var for træt til at gå i skole. Jeg så efter om der nu var noget, jeg havde glemt, og skulle netop til at gå ud på vejen for at vente på taxaen, da jeg hørte et højt langstrakt suk inde fra stuen. Det var Lingam. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, hvad det suk betød kunne jeg godt gætte. Og Yoni pludrede lykkeligt, hørte jeg, det havde nok også været dejligt for hende. Åh Lingam! sagde hun. Det er hendes duft, sagde Lingam og lo højt, hendes pragtfulde duft!
Hendes? Jeg siger dig, det blev helt sort for mine øjne. Hendes? Min duft! De ulækre svin! Jeg havde lyst til at fare ind i stuen til dem og bare skrige og skrige af væmmelse, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog en tallerken fra deres møgbeskidte opvaskestativ og kylede den hårdt mod stuedøren. Derefter tog jeg én til og smadrede også den. Så blev de stille derinde."

Bent Vinn Nielsen: Rejsens mål.
Gyldendal, 1995.
(p. 103)
Morten Vodder: Sandheder (1940)
 
"100 % arbejdsdygtighed har vi kun, naar sindet er krystalklart og rent, – i fred og harmoni med sig selv."
 
*
 
Hvis vi ikke passer paa, bliver vort sind et helvede af uafreagerede komplekser, fyldt med bitterhed, misundelse, had og andre "negativiteter".
 
*
 
Det er af vore muskulære, vore intellektuelle og vore moralske fejltagelser, vi lærer mest, men det kan koste os livet og lykken.
 
*
 
Børn er ubarmhjertige. Ungdom er den haarde doms epoke. Først hos alderdommen findes den tolerante forstaaelse.
 
*
 
Karakter er stivnet vane.
 
*
 
Begær og frygt, selvfølelse og forfængelighed er den mental-dynamik, som almindeligvis aktiverer mennesket.
 
*
 
De menneskelige sanser er bygget til at reagere overfor visse energiformer i den sanselige verden. Hvem tør benægte, at der kan existere mange andre energiformer."

Morten Vodder: Sandheder.
H. Hirschsprungs Forlag, 1940.
(p. 53)
U ← Forrige side Op ↑ Næste side → W