"Magister Ole Sig var stadig vedbleven med at komme der paa Egnen; sit Tilhold havde han paa Bekjendtskabets Vegne hos Jakob Sjællænder, men han kjedede sig lumsk i Jakobs højtidelige Omgivelser og strejfede ikke saa lidt ud uden at ta' Hensyn til, om han kom til at omgaas Folk, der var Jakobs Modsætninger, ja det syntes næsten, som om han med Forkjærlighed opsøgte disse. Saadan var han ogsaa kommen til at tale med Visti. Bekjendtskabet stammede fra, at han var kommen op at kjøre med ham en Dag, han havde været ved Møllen. Sig havde straks faaet Interesse for denne livlige og oplyste Bondekarl, havde aflagt ham kortere Besøg paa Tidselbjærg, havde siden staaet i Brevveksling med ham og laant ham Bøger om Tidens Spørgsmaal, mest om Vistis og da forresten ogsaa Sigs Yndlingsemne Udviklingslæren.

Saadan var Visti bleven Anledning til, at Sig i denne Vinter var kommen til at holde tre Foredrag om Darwinismen i Grundtvigianernes og Jakob Sjællænders Forsamlingshus. Jakob havde givet sin tilladelse dels for Bekjendtskabets Skyld, dels fordi han ikke anede, hvad Darwinisme var. – Efter det første Foredrag saaes det tydeligt, at det trak op til Skandale. Ole Sig var en glødende Apostel for den store Englænder; han stak intet under Stol; tværtimod, i sit ungdommelige Overmod tilspidsede han Sagen og kastede en Handske til adskillige af de Troendes mest fundamentale Dogmer. Midt i andet Foredrag rejste en Del af Egnens Spidser sig demonstrativt op fra Bænkene og gik ud af Salen. – Sjællænderen maatte op paa Talerstolen og fralægge sig Ansvaret; det havde han aldrig troet om Sig, at han saa aabenbar vilde saare Guds Børns helligste Følelser. Han maatte, hvor ondt det gjorde ham – her hvor Talen var om en Søn af én af hans bedste Venner – forbyde ham at fortsætte. – Som sædvanlig ved saadanne Lejligheder delte Forsamlingen sig i to Partier; der blev forlangt Afstemning. Og da nu de ældste og ondeste i Sulet var gaaet deres Vej, blev der alligevel et knebent Flertal for, at Sig skulde fortsætte, og han gjorde det, som han havde begyndt."

 

"Damen forsvandt på tændstikkeben op ad trappen og bankede på en dør et sted og kom ned igen foran en rødhåret lemmedasker i islandsk sweater og cowboybukser. Damen lukkede sig ind til sig selv og trak døren til, mens lemmedaskeren blev stående med hænderne i lommerne og albuerne ud fra sig og spurgte, hvad han ville?

"Hilse på Ingrid, hvis hun er hjemme?"

"Det er hun ikke, nej." Fyrens stærkt blå øjne i deres blege, melet hvide øjenhuler gloede på ham.

"Hvornår er hun så?"

"Det tror jeg ikke, jeg kan fortælle dig. Jeg véd heller ikke om jeg vil."

Han tumlede ud. Vandrede et stykke tid, måske en time eller mere, op og ned ad villavejen. Men hun kom ikke. Havde hun været hjemme alligevel? Det kunne han ikke tro. Det ville han ikke. Til sidst gik han indefter mod byen og sad lidt i et anlæg på en bænk, indtil en vagt komm forbi og sagde, at de lukkede nu.

Under en gadelygte trak han kortet frem og fandt ud af, at anlægget måtte være Ørstedsparken, og fulgte kortet tilbage til villavejen og ringede på igen. Men der blev ikke lukket op, skønt der var lys både forneden og på førstesalen, klokken var også over ti, og måske lukkede damen ikke nogen ind så sent?

Anden og tredje gang han ringede på, blev der ikke reageret. Aftenen begyndte og blive kølig. Under lampeskæret stod forsytiaerne i gyldent udspring i haverne. Ved en pølsevogn inde på Rådhuspladsen spiste han to ristede og et brød til, så tørt at han måtte købe en Valash også, og var ikke længere helt så sulten, da han luskede om til Hovedbanegården og satte sig dér, til politiet kom og gennede ham ud."