X r.: Nogle Bemærkninger om Hr. Professor Dorph som Theaterdirekteur (1857)
"Ved sin Tiltrædelse forefandt Hr. Prof. Dorph af nye Kræfter: Hr. A. Rosenkilde med Kone og desuden, som gjenvunden for Scenen, Dhrr. Wiehe, Høedt og Prof. Nielsen. Hvad imidlertid Hr. Prof. Nielsen angaar, saa ere vi ikke saa ganske paa det Rene med, om hvorvidt Theaterdirekteurren kan siges at kunne fuldt disponere over ham eller ikke. Kun det vide vi ganske sikkert, at Hr. Prof. Nielsen har erholdt sin Afskeed fra Theatrets Tjeneste i Naade og med en efter vore Forhold meget høi Pension, formedelst Svagelighed, og da vi ikke staa i nogetsomhelst personligt Forhold til Theatret; men leve midt inde i den store Masse, der benævnes Publikum, saa ere vi, i slige delikate Sager henviste til de Ralationer, der forebringes os. Saaledes siges det da, at de tre smaa Stjerner, hvormed Hr. Professorens Optræden paa Scenen annonceres, betyde, at han er – for at tale reent ud – leiet til at spille og det for et Honorar, der udbetales for hver Aften han optræder, og som, naar Professorens Svagelighed ikke forhindrer det, kan blive en Sum, ligesaastor som den Gage veltjente Kunstnere erholde. Det er langtfra vores Mening at give dem Ret, der i dette besynderlige Forhold see Noget, som er imod Scenens Værdighed, eller som undre sig over, at Staten leier en pensioneret Embedsmand til at fungere netop i den Stilling, han for kort Tid siden ikke kunde magte formedelst Svagelighed – vi nøies med at glæde os over Hr. Professoren, naar han er paa Scenen, og dat da, vel at mærke, ikke er notorisk, at han lider ved at opofre sig for Publikum."
X r.: Nogle Bemærkninger om Hr. Professor Dorph som Theaterdirekteur.
Fr. Wøldike's Forlag, 1857.
(pp. 4-5)
X, en Danmarks Søn: Veirpropheten eller Anviisning til forud at kjende Sommerens Beskaffenhed i Henseende til Væde og Tørke (1839)
"I Aaret 1826 havde vi, som vel Mange endnu kunne mindes, en meget tør Sommer, saa at baade Græs og Korn nær var visnet bort førend Høsten; men muligt de tillige kunne erindre, at Vinteren forud var næsten aldeles sneeløs. Den meget vaade Sommer 1829 erindres vel ogsaa endnu af Mange, saavelsom Vinteren forud med de uhyre Sneemasser og idelige Sneefald. De tørre Somre fra 1831 til 1836, især de trende sidste, staae sikkerligen endnu i friskt, ja maaske i sørgeligt Minde; men i samme Tidsrum havde vi jo ogsaa Vintre saagodtsom aldeles uden Snee, og Sommertørken i ethvert af disse Aar stod aldeles i Forhold til de forudgaaende Vintres Sneeløshed som Virkning til Aarsag. Sommeren 1837 var hverken meget tør [16] eller meget vaad, ligesom ogsaa Vinteren forud gav middelmaadig Mængde af Snee. Sommeren 1838 var, som vel endnu de Fleste ville erindre, meget tør lige stil St. Hansdag og gav overvættes megen Væde om Eftersommeren lige til Enden, saa det blev meget vanskeligt at bjerge al den Guds Velsignelse af Jordens Grøde; men de Fleste mindes vel ogsaa endnu, at Vinteren forud lige til Juul var næsten uden Snee, medens den siden, lige til Enden, endog langt ind i April Maaned gav uhyre Sneemasser samt idelig Sneefald. Disse Exempler har jeg anførst her blot i den Hensigt, at lede Opmærksomheden hen paa den her afhændlede Gjenstand og, om muligt, at bevæge Mange til selv ved egen Erfaring i den tilkommende Tid at overbevise sig om Rigtigheden eller Urigtigheden af min her meddelte Opdagelse; men uden daglige Optegnelser, hvortil jeg længere hen skal meddele fuldstændig og tydelig Anvisning, efter min Maade at føre den paa, kan Ingen i denne Sag komme til nogen sikker Kundskab, da det er umuligt for noget Menneske at mindes med Sikkerhed alle de mange Afvexlinger, Veiret fører med sig i en lang Række af Dage, endsige de mangfoldige Forandringer, der foregaae dermed i en lang Række af Aar."
X, en Danmarks Søn: Veirpropheten eller Anviisning til forud at kjende Sommerens Beskaffenhed i Henseende til Væde og Tørke.
Forlaget af Jessens Boghandling, 1839.
(pp. 15-16)
X.A.: Tanker om forskjellige Væbningssystemer (1851)
"Nærværende Forfatter har nyligt i et andet lille Skrift [Fredsvennernes Ven. Betragtninger over de nyeste Bestræbelser for Verdensfredens Udbredelse og Befæstelse] sagt, hvad han vidste at sige om Midlerne til at afskaffe Krigen eller i det mindste gjøre den sjeldnere i de civiliserede Verdensdele. Men selv med de bedste Forsætter og Planer dertil, vil der dog for detførste ikke være Udsigter til at bortfjærne Krigen saaledes, at jo dens Mulighed altid vil blive tilbage, og med denne ogsaa Nødvendigheden af at være belavet derpaa, indrettet paa Krig for at tilbageføre Freden. Og derfor behøver det omtalte Skrift et Appendix om den Maade, paa hvilken man bør sørge for at have den nødvendige Forsvarsstyrke, hvilket jeg ny herved tillader mig at give. – Jeg ved ikke, om man vil finde det inconsequent, at den Samme saa at sige i samme Aandedrøt skriver om almindelig Fred og om saadanne Materier som almindelig Værnepligt eller staaende Hære m. m.; men i mine Tanker er der dog taalelig Sammenhæng imellem begge Dele, da Fredens oprindelige Venner vel maa have al mulig Grund til at see sig om efter Midler til uden latfor store Opoffrelser at sikkre Staten imod fjendtlige Angreb, altsaa i Krig og ved Krig imod Krigens Venner, om aldrig imod Andre.
Et Land kan enten have I) en staaende Hær, somm holdes fuldtallig enten 1) ved Udskrivning, enten a) i visse Borgerklasser (speciel Værnepligt), eller b) i alle Klasser (almeen Værnepligt), eller 2) ved at antage Frivillige; (Hvervning); eller II) Folkevæbning, Almeenvæbning. – Ethvert af disse Væbningssystemer har sine Fortrin og sine Mangler, som vel kunne antages for at være bekjændte noik, men over hvilke vi dog for vort Øiemeds Skyld maa tage en Udsigt.
De staaende Hære ville aldrig blive afskaffede, saalænge der endnu kan existere private Regjeringer eller Regjeringer for privat Regning, da visse, for det første, deels stedse ville mene at behøve de staaende Hære til deres egen Sikkerhed, og derfor gjøre Alt for at have dem altid beredte og villige, deels ere komne til at betragte disse som et reent Liebhaverie eller Smagsanliggende (hvilket allerbedst viser sig, naar Konger og Keisere besøge hinanden, da de saa intet iilsommere have at gjøre, end at vise hinanden deres Soldater, hvorved man imidlertid skylde troe at de høie Gjæster maatte have adskillige aparte Tanker), og som endogsaa kan gaae saa vidt, at man tilsidste synes reent at glemme, hvad disse prægtige Skarers egentlige Bestemmelse er; – og dernæst, for det andet, regjere til Bedste for visse Klasser, som det ikke vilde convenere, om Hærene ikke bleve holdte i den gamle Stand. – Ogsaa fra den saakaldte conservative Side tales meget om Nødvendigheden af staaende Hære, for at holde det revolutionære Element nede. Men man skylde dog ikke oversee, at just Militærslaveriet er med iblandt det, der meest fremkælder og nærer de revolutionære Bevægelser, ved det utaalelige Tryk som det og dets Tilbehør er paa Folket. At Militærdespotiet igjen er et Kraftigt Middel imod disse ved det selv og ved dets Følger og Forudsætninger fremkaldte Revolutionsbevægelser, have vi vistnok rundt omkring os havt Leilighed til at sande i visse ulykkelige Aar, da alle gode Ideer bleve fornedrede af ryggesløse Forrædere med Daarer i deres Ledetog. Tiderne ville klare sig, og Slavriet og Despotiet ville synke i samme Grav; men da vil det ikke være godt at have bundet sig fast til noget af dem."
X.A.: Tanker om forskjellige Væbningssystemer.
C.A. Reitzel, 1851.
(pp. 3-5)
Xam: Sonnetter og andre Digte (1915)
"Ilsomt drager Skyer
over Land og Byer
ned til Sydens Strand,
og paa lette Vinger
Bud til dig de bringer
i det fjerne Land.
Mine Tanker bære
mig bestandig, kære
Moder, til dig hen;
hede Længsler fødes
i min Sjæl, at mødes
snart med dig igen.
Her til dig, du snilde
Mor, jeg gerne vilde
Takken sige frem
for de kære Minder,
som til dig mig binder
og mit Bardomshjem."
Xam: Sonnetter og andre Digte.
Nordisk Bogtrykkeri, 1915.
('Tilegnelse', p. 7)
Xox: Skizzer (1863)
"Nu troede Fru Hansen, at hun mærkede, hvor Bark vilde hen, at det nemlig var hans Hensigt at give hende en Skose, fordi han hos hende ikke havde faaet nykjærnet Smær. Hun svarede derfor kort, at man ikke altid kunde faae det.
"aa saaledes," svarede F. Bark, som om denne Oplysning i højeste Grad interesserede ham.
Fruen syntes aldeles ikke tilbøjelig til at indlade sig videre paa dette Emne; dette satte F. Bark, der havde haabet, at der skulde udspinde sig en livlig Diskussion, i betydelig Forlegenhed. Han maatte begynde paa en anden Maade og valgte ægte Schweizerost. Hvor meget kostede den? Var den meget dyrere end almindelig Schweizerost?
"Nej," var det korte Svar.
Det forundrede ham da, at man saa sjeldent saae den hos Familier. I Kjøbenhavn var man ogsaa hos mange Familier smaaligt Økonomisk med Maden.
Nu var der ingen Tvivl mere. Fru Hansen saae tydeligt, at det Hele var møntet paa hendes Husvæsen. Hun saae meget vist paa F. Bark, der til Gjengæld sad paa sin Stol og saae meget vist paa hende, og sagde, at hun maatte tilstaae, at han forundrede hende. Han maatte vel huske paa, at en Familie maatte leve, som den kunde, og det var ingen Grund til at være spydig. Dersom hun havde antaget, at hun kunde forsvare det for sig selv at sætte ægte Schweizerost paa sit Bord, havde hun virkelig gjort det, men nu maatte hun undskylde, hun gjorde det ikke; selv ikke for hans Skyld, skjøndt hun gjerne havde seet ham i de mange Aar, han var kommen til dem. Og Fruen var nærved at græde over at hun havde gjort en saa sørgelig Opdagelse om F. Barks Karakter."
