"Vi har nemlig udprægede anlæg for racisme. Det danske styres uduelige brutalitet og vor overklasses ubarmhjertige udbytning og udsultning af Island, Færøerne, Grønland samt de tropiske kolonier har visselig ingen kredit skabt os hos den danske krones undertrykte og nedværdigede folk. Hvor vi har kunnet – og i den retning formåede vi en hel del - har vi gjort os forhadt ved misregime og herrefolksmanerer.
Derfor er vort imperium smuldret. Island løsrev sig. Færøerne vil vel sagtens gøre det, og Grønland har vi reelt afstået til USA. Den formelle suverænitet, vi har i behold, er misbrugt til ødelæggelse af den eskimoiske befolkning.
Under den første verdenskrig kunne vi ikke fastholde de tre vestindiske øer og solgte dem derfor til USA for 25 millioner dollars. Der var i den anledning en del nationalt rumleri, men det endte med, at handelen blev godkendt ved en folkeafstemning i december 1917. Om man foruden den danske befolkning også spurgte de vestindiske negre, som sagen dog mest angik, erindrer jeg ikke.
Jeg husker derimod meget tydeligt morgenen efter folkeafstemningen i Danmark, der havde givet stort flertal for godkendelse af salget. Alsbo kom ind i klassen med våde øjne.
– Børn, sagde han hulkende, Danmark er blevet mindre.
Det kunne jeg ikke tie stille til. Jeg har altid haft en løs mund:
– Ja, men så har vi til gengæld fået slanter i kassen.
Det var for meget. Alsbo for hen til mig og stak mig i hidsighed seks øretæver. Tre på hver side af hovedet. Det var, som jeg nu og ved en bestemt senere lejlighed, erfarede, farligt at tirre en fædrelandsbevidst pædagog."
H.I.F.C. Mathiesen, H.P. Mollerup & C. Aschenfeldt Hansen: Hjemlandstoner. En Samfundssangbog for Guds Folk i Danmark (1895)
"Naar vi – trods de mange allerede eksisterende Sangbøger – alligevel vove at tro, at "Hjemlandstoner" vil finde en venlig Modtagelse hos Guds Folk i Danmark, da er denne vor Tro bygget på, at mange hellere ville have det bedste samlet i en enkelt Bog, end som nu at skulle søge det spredt i mange. Men da vi ogsaa gerne vilde tilfredsstille alle, og Yndlingssangene i de enkelte Samfund ere meget forskellige, have vi haft et saare stort Stof at arbejde med, og det har været vanskeligt at gøre et passende Uddrag uden at lade Bogen svulme alt for meget op. Tillige have vi taget mange af Brorsons Salmer med, for at ikke disse kostelige Skatte skulde blive glemte; men vi have udeladt en Del af de mange Vers for at gøre dem mere syngelige. Dernæst er en Del af Ahnfeldts firske Sange og nogle af den svenske "Hjemlandstoner" paa ny blevne oversatte for ogsaa at give noget nyt ved Siden af det gamle. Enndelig have vi af vore hjemlige Digtere taget en Del Sange med, f. Eks. af Chr. Richardt, B. Gregersen og J. Paulli. De to sidste bringe vi herved vor hjertelige Tak for udvist Velvillie.
Men naar man har saa stort et stof, er det vanskeligt at vælge og at indskrænke sig; derfor føle vi Trang til at bede om Overbærenhed, hvis en savner noget og en anden finder for meget. Det er vor Tro, at denne Sangbog i længere Tid vil overflødiggøre Fremkomsten af flere, og vi haabe, at den navnlig vil fortrænge nogle af de mange aandelig usunde og sekteriske Sangbøger, som der er saa stor en Overflod af."
H.I.F.C. Mathiesen, H.P. Mollerup & C. Aschenfeldt Hansen: Hjemlandstoner. En Samfundssangbog for Guds Folk i Danmark. 1895. [upagineret]
Ludvig Meyer: Fremmedordbog, 8. udg. Gad, 1970. (p. 195)
Ib Michael: Vanilepigen (1981)
"I de mørkeste kroge leger vi vanillelegen igen. Vi ligger stille som planter ved siden af hinanden og lader saftspændingen løbe til. Vi skiftes til at lave negernæsbor. Suger støvet ud af en Hawaii-blomst og begiver os ind i dens dryppende indre. Det er en levende grotte, det siler fra vægge og loft; man skal gå på tæerne for ellers kan slangerne høre én og kommer ud af mørket med deres tunger. Hvis de rører ved os med deres små spidser, brister huden igen, og vi sejler som regnbueskin i sæbebobler ud i lyset, frygteligt tomme indeni. Ligesom de døde."
"Johannes: Nu vel da! Saa bliv her paa Statens Vegne, blot ikke paa Guds. Hør mig da, min Far i det høje, ræk mig Ordet, Ordet, som Kristus har hentet til os fra Himlen. Ordet, det skabende, levendegørende, ræk mig det nu!
Hør mig, du Døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens Navn: saa sandt Gud vil det: vend tilbage til Livet! Jeg siger dig, Kvinde: staa op!
Mikkel: Inger! Borgen: Almægtige Gud! Inger: Barnet! hvor er det? lever det? Mikkel: Ja, Inger, det lever hos Gud, men du lever hos mig, hos mig, hos mig. Borgen: Herre, tilgiv mig, tilgiv mig, jeg er en syndig Mand. Peter: Mikkel – det er den gamle Gud – fra Elias' Tid – evig den samme – Halleluja. Præsten: Jamen dette – det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske. Lægen: Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes. Johannes: Portvin! skaf et Glas Portvin til hende. Anders: Ja, ja. Strax. Borgen: Johannes! du dør da ikke, Johannes? Johannes: Nej, jeg er bare lidt træt. Nej, lille Far, nu begynder Livet først for os. Mikkel: Aah Inger! ja, Livet, Livet. Borgen: Livet! Salmesang (bryder frem gennem den Dør, som Anders, der kommer med Vinen, lader staa aaben):
Thi synger lydt og sjæleglad
hans Meninghed i allen Stad:
Ære være Gud i det Høje.
(Og Lovsangen bliver ved.)"
Kaj Munk: Ordet. 1932. (Mindeudgave: Kærlighed og andre Skuespil. Nyt nordisk Forlag Arnold Busck, 1948: p. 65)
