"Det nye kvarter af røde, gule og kalkstenshvide, men ellers tilsyneladende ens typehuse var vokset næsten helt ud til Kystvejen. På den anden side af vejen løb en rød, teglhængt mur, bag hvilken tujaer og cypresser rakte op mod den mørkt skyede himmel og hængebirke raslede med bladene; den nye kirkegård, som var blevet anlagt herude, da gravpladsen slap op omkring kirken inde i byen.

Han havde kun været inde på den een gang. Den strejfede ham nu, fordi han lige havde truffet mølleren. Det havde været en klam og formørket, dryppende oktoberdag, de havde begravet hans mor, ikke meget forskelligt fra dagen i dag. Mølleren var mødt op som hendes daglige kunde fra Bykroen og havde været med til at bære, gået lige bag ham og prustet ham i nakken og stået ved siden af ham og prustet anstrengt videre gennem overskægget, da de firede kisten ned i det sorte hul, tung så man snarere skulle tro, det var mursten, der var i den. Forinden havde præsten lydt i kirken, som om han smagte velbehageligt på den rungende genlyd af sin stemme: Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv…, hvad det så var, der var kommet derefter, noget med Gud Herrens frelse og nåde begribeligvis, det var jo det, der var hans job at køre frem med. Skønt det første kunne for den sags skyld være rigtignok. Hun havde ikke ligefrem levet for sig selv, men mest på de kroer og værtshuse, hvor hun serverede, og på skiftende sommerhoteller op langs den jyske vestkyst, hvor han som lille dreng var med, og hun om aftenen måtte lade ham ligge alene, for sig selv, på et eller andet lejet værelse et fremmed ukendt sted. Hans tydeligste erindring om hende fra dengang var den varme, vamle øldunst, hun bøjede sig over ham med, når hun kom hjem ud på natten efter lukketid og lagde dynen over ham og snart efter skubbede sig knirkende til rette i den anden seng. (De kunne ikke have knirket allesammen, sengene på de skiftende værelser, men i hans bevidsthed var de blevet til et og samme værelse, et skråvægget kvistkammer, utydeligt i mørket og med hans angst for at falde i søvn alene og den samme knirkende seng, når hun endelig kom og lagde sig i den, sommetider med en sukkende mumlen: – I det mindste endnu en dag … åh gud, mine ben; og en gang senere på natten kunne han så blive halvvejs vækket igen af hendes jamren, fordi hun fik krampe i dem.)"

 

 

"Man klager i vore Dage over, at det saa sammensatte Samfundsliv gør, at det Menneske der vil leve med i Civilisationen, skal beherske et aldeles overvældende Stof. Det vælter sig ind paa os, broget og splittet, som det er, og Mennesket strider og stræber, men forvirres og ved hverken ud eller ind i det Mylder, kan ikke finde Sammenhæng og Enhed deri, trættes og gaar Undergang i Møde; Civilisationen dræber. Mange ville derfor have Civilisationen skruet tilbage, for at større Simpelhed i Menneskers Bevidsthedsliv, bevirke, at Mennesker kunne finde sig selv, hvad der netop vil sige: faa Enhed bragt til Veje i Bevidsthedslivet. "Den Strøm af Forestillinger, der i hvert Øjeblik drager gennem Bevidstheden, er for denne, hvad Blodet er for Organismen: et indre Medium, der gør den uafhængig af, hvad Øjeblikkene bringe; standser den, hører Livet op"; hvad det Blod angaar, der rinder i vore Aarer, havde man i gamle Dage for meget deraf; i det mindste mente man saaledes, saa at man foretog Aareladninger ved mangt et Ildebefindende; nu hedder det almindeligvis, at der er for lidet. Med hint Bevidsthedens Blod synes det at forholde sig lige omvendt; det synes mange som om Slægten i vore Dage kunde trænge til en betydelig Formindskelse deraf, en grundig Aareladning i overført Forstand."