Berhard Severin Ingemann: Nye Eventyr og Fortællinger (1847)
"I Aaret 1817, da de Hofmanske Fantasier vare nye i Læseverdenen, var der i Kjøbenhavn megen Tale om den saakaldte Selv-Citation, der paastodes at være forbunden med en livsfarlig Vision. Dette fantastiske Foretagende bestod i, at man indfandt sig ganske ene ved Midnat i en Kirke eller ved en øde Ruin eller paa et andet ensomt og høitideligt Sted, og der tre Gange, med et Minuts Ophold mellem hver Gang, med høi og tydelig Røst og med fuld Alvor, kaldte paa sig selv med sit fulde Navn, og, mellem hver Gang Navnet var nævnet, spurgte ligeledes høit, tydeligt og alvorligt: "Hvo kalder mig?" Naar Dette var skeet, paastodes der, vilde Billedet af den Citerendes eget Væsen ligesom træde ud af hans Sjæl og pludselig stille sig for hans Øine. Om det var for det ydre eller indre Øie, dette Billede vide vise sig, var uvist; men Synet deraf skulde være saa rædselsfuldt, at kun faa Mennesker vilde have Styrke til at udholde det. Det Menneske, der saaledes vovede at fremkalde sit eget hemmelighedsfulde Væsen, hvis Dobbelthed allerede synes at antydes i enhver Tale, et Menneske holder til sig selv, vilde derved, paastodes der, ved et Slags Selvmagnetisme have adskilt, hvad der i vor nærværende sunde Tilværelse altid var inderlig forbundet, og denne Selvopløsning var igrunden et hemmelighedsfuldt Selvmord, da enhver saadan Selv-Visionair enten maatte blive afsindig og ligesom tabe Sammenhængen i sit eget Liv og Væsen, eller saaledes overvældes af Rædsel, at han døde paa Stedet. At Vanvid eller Døden kunde være en Følge af denne Selv-Citation, betragtedes ikke som en blot Virkning af Fantasien og en overtroisk Spænding, der kunde ryste Nervesystemet og fremkalde en pludselig Epilepsi; men man meente, at dette Phænomeen maatte have en virkelig objectiv Grund i Menneskenaturens hemmeligste Naturlove og maaskee først engang blive Gjenstand for klar videnskabelig Beskuelse, naar man fuldelig forstod Sammenhængen mellem Aand, Sjæl og Legeme, og naar den animalske Magnetismes Hemmeligheder ikke længer stode som halvbetvivlede Gaader for Erkjendelsen."
Berhard Severin Ingemann: Nye Eventyr og Fortællinger.
1847.
('Selv-Citationen' i Fjorten Eventyr og Fortællinger. Borgen, 1989: p. 113)
Ludvig Ingerslev: Vandringsmandens Breve til Johannes (1915)
"Nu er Lysene slukkede paa Juletræet, og alle i Huset er til Ro undtagen jeg. – Jeg sidder, som jeg saa gærne vil, her inde i "Julestuen" og ser mig om. Træet staar, stort og tæt ("et Juletræ med Eventyr i", siger vi her) midt paa Gulvet i sin Festdragt. Det kaster Skygge over en Del af Stuen og danner hyggelige Kroge, hvor Børnene har samlet deres Gaver og Godter paa Smaaborde og i Lænestole. Oppe over de store Billeder paa Væggene er der Grangrene, og paa Mahognibordet her i Hjørnet, hvor jeg sidder i Gyngestolen, skinner Lampen mellem Bøger og Stads paa det Billede af Juleenglene, som hver Jul staar dèr mellem de to smaa Messingstager med Julelys. – Granduft og lidt Os af Lys, Genklang af Julesalmer og Barnelatter, – Johannes, det er Jul i vort Hjem! – Saa maa jeg ende Dagen med at dele mine Juletanker med dig, som jeg saa gærne vil tale til om alt, hvad der fulder mit Hjærte."
Ludvig Ingerslev: Vandringsmandens Breve til Johannes.
Det Schønbergske Forlag, 1915.
(p. 60)
Jean Jacques Ipsen: Bogen om Socialdemokratiet (1929)
"De organiserede Arbejdere har haft Del i det fælles Fremskridt, men ellers er de bagud, og allermindst er de Frisindet iblandt os; deres Øjne dummes i evig Klassekamp, deres eneste Begejstring er den der vækkes ved Synet af Socialdemokrater i Statens Tjenesteuniform, og deres største Gevinst er at Lønnen holder Skridt med den laveste Levefod i Landet, hvad den vilde gøre og har gjort ogsaa uden Socialdemokratiet.
Her er vi ved den store Partiløgn at Fagforeningerne har bragt Lønnen op. Skal vi igen minde om det Ord af Karl Marx, som nu forties, at naar Fagforeningerne giver sig ind under et politisk Parti, er det ude med deres Magt; hvad det visselig forlængst er. Og skal vi gentage at Lønnen ikke bestemmes af Arbejderne, ikke af Arbejdsgiverne, ikke en Gang af de to i Forening, men at den bestemmes af Systemet, af Tilbud og Efterspørgsel paa Kapital og Arbejdere, af Konkurrencen, Raamaterialerne, Tolden, Rentefoden, Levefoden, Høstens Udfald, Krig og Fred – men aldrig, aldrig af Arbejderne.
Tænk blot paa en enkelt Ting i alt dette, paa de Røverbander der har Magten over Raastofferne, over Kul, Petroleum, Guld, Sølv, Jern, Kobber, Nikkel, Bomuld osv., og det maa kunne forstaas, i alt Fald af nogen, at Lønarbejderne, som skal arbejde med Raastofferne, bestemmer ikke Lønnen. Og for Resten er der ingen Maalestok for hvad Lønarbejde er værd; alene det var Grund nok til at Arbejderne burde have holdt fast ved Socialismens Fordring om Lønsystemets Afskaffelse; men i stedet for slaver de videre i et System som er dette, at naar et Menneske vil have mere end Udbyttet af sit eget Arbejde, saa maa han tage fra andre, hvilket er Kapitalisme; og naar han ikke en Gang kan faa Udbyttet fra sig eget Arbejde, ja maaske slet ikke kan faa Arbejde, saa maa han hjælpes af andre, hvilket er Staten.
Saa længe det er saadan, er Socialismen inde i det meningsløse; men fra Kapitalismens Side er der god Mening i det, for saa længe man slaas om Lønnen, slaas man ikke om Systemet, Produktionen ved Lønarbejde. Efter at Arbejderne i et Par Slægtled har været under socialdemokratisk Førerskab, staar de stadig i Kapitalens og Statens Tjeneste; de lever i Slaveriets sidste historiske Periode. Men i Jubilæumsskriftet hedder det om denne Pariakaste: "Nu, 50 Aar efter, ser ingen skarpere end Arbejderne, ingen taler klogere eller handler kraftigere. Herom vidner bl. a. Generallockouten i 1920." Men Generallockouten vandt Arbejdsgiverne, for den skaffede dem det faglige Forlig som de siden har levet højt paa; og Generalstrejken blev afblæst da den ikke var naaet længere end til Beslutningen; saa hvordan der kan jubileres over dette vilde være ubegribeligt, dersom der i det hele taget var Grænser for hvad Førerne kan bilde Arbejderne ind."
Jean Jacques Ipsen: Bogen om Socialdemokratiet. Woels Forlag, 1929. (pp. 31-33)
Ole Carl Ipsen: Den antikristelige Tid og Menighedens Bevarelse, ved den hellige Skrift belyst (1888)
"Hvad der foregaar i Frankrig i disse tider er godt at faa Forstand af, især da vi vide, at det er Frankrig og især Hovedstaden Paris, der giver Tonen an og hvis Manerer efterabes i den hele Verden. Der have Kristendommens Fjender sat sig til Opgave at afkristne Landet og med et rigtigt Blik for, at det er paa Ungdommen, Fremtiden beroer, have de begyndt med at afkristne Skolen, afskaffet Undervisning i Religion i Skolerne, ja Skolebestyrelsen kan end ikke taale, at Ordet "Gud" findes i nogensomhelst Bog, der bruges i Skolerne. Vel er der indrømmet Børnene en a to halve Dage ugentlig Frihed fra Skolen, at den religiøse Undervisning paa disse Dage kan besørges af Præsterne i Hjemmet, men for at kunne tage Konkurrencen op med Præsterne og saa vidt muligt hindre al Religionsundervisning, har man sørget for, at der netop til disse Tider kunne tilbydes Byens Skolebørn gratis Adgang til Theatrene, paa hvilke der da spilles Komedie paa offentlig Bekostning. Dette er kun et Exempel blandt mange, som kunde fremdrages til Bevis paa, at Dyrets Saar er begyndt at læges, og naar dette er sket og det oprindelige Fjendskab er kommen til fuldstændig Udbrud, eller med andre Ord, naar "det Syndens Menneske" er aabenbaret, da skal det kjendes, at det er Dragen, der har "givet Dyret sin Kraft og sin Throne og stor Magt" (V. 2)."
Ole Carl Ipsen: Den antikristelige Tid og Menighedens Bevarelse, ved den hellige Skrift belyst. Indre Missions Boghandel, 1888. (pp. 9-10)
Herbert Iversen: To Essays om vor Erkendelse (1918)
"Psykologisk set, er de såkaldte Ord ikke nogen selvstændig Symboltype. Selvom jeg holdt mig til dem alene (hvoraf hvert Sprog jo har mange tusinde), er ikke alene mange af dem "tvetydige", som Logikerne rigtig har opdaget for længe siden; men hvert af dem kan findes i vistnok utallige forskellige "Sammenhænge" og Situationer, foruden den: at det kan stå helt alene på et Stykke Papir eller siges og høres midt i en ord-tom Pause. Er det i alle disse Situationer det samme Ord? Jeg tør ikke sige Ja. Spørgsmålet om, hvilke Ligheder jeg kan finde mellem bestemte Betydninger af et eller andet Symbol, er derfor så vanskeligt, at det slet ikke kan besvares i Almindelighed, og at selv en Undersøgelse af blot ét bestemt Symbol vil kræve vidtløftige psykologiske Experimenter og den største Varsomhed.
9. Hvis Logikerne virkelig bygger på, at et Ords eller Symbols Betydning kan være konstant, bygger de på Sand. Mental Konstans ([dvs.]: Gentagelse af de samme mentale Tilstande under forskellige Situationer) smuldrer hen til intet efter en kort sigmatisk Orientering som den jeg lige har forsøgt. Selv mental Lighed opløses i betydelige Vanskeligheder. – Der vilde ikke være meget Håb for "Logiken", hvis Brugen af dens Elementer og Opnåelsen af dens Resultater virkelig afhang af, hvad Sigwart udtrykker således: Die Fähigkeit "mit zweifelloser Sicherheit der von allem zeitlichen Wechsel unabhängigen Constanz der Vorstellung bewusst zu werden und so zu denken, als ob für ein zeitloses Anschauen die ganze Welt der Begriffe in unveränderlicher Klarheit vor uns stünde."
Jeg modstår Fristelsen til at bringe flere hjælpeløse Citater som dette. Hellerikke skal jeg drage alle de andre Logikere frem, som er uforsigtige nok til at bygge deres "Begreber" på psykologisk Konstans. På denne Slagmark kan de logiske Begreber ikke forsvares i mange Minutter; det er en al for farlig Strategi at ville gå psykologien i Møde, og dette har nogle Logikere og Matematikere også klart indset og handlet efter."
Herbert Iversen: To Essays om vor Erkendelse. H. Aschehoug & Co., 1918. (pp. 18-19)