Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn (1917-1921)
 
"At de ikke gik med Lyst til Arbejdet var ikke saa meget at undres paa, for der var ingen, der havde noget at sige andre end Kromanden. Han ordnede alt efter sit eget Hode, kostede paa Havnen naar den trængte, og foretog alle Nyanskaffelser til Fangsten. Han sørgede ogsaa for at ingen sultede eller frøs, og havde oprettet en Købmandshandel hvor man altid kunde faa det nødvendige af Tømmer, Brændsel eller Varer til Husholdningen paa Kredit. I hans bøger stod de nok alle, men ingen af dem var klar over, hvor meget de skyldte. De var lige glade og blev ved med at hente, til han lukkede af for Kreditten en Overgang. Det maatte man lade ham, at stod det rigtig galt til i en af Hytterne, mødte han altid op og tog Affære.
Der var vel derfor, de fandt sig i Tilstanden og endda syntes at føle sig ret tilfredse – de havde ikke noget Hovedbrud med nogen Ting. Naar de kom i Land med Fangsten, aftog Kromanden den, og gav dem for den hvad han syntes – lige det nødvendige til lidt Lommepenge. Resten skrev han af paa deres Bøger – sagde han. Regnskab aflagde han aldrig. "Det er vist ikke værd vi kommer ind paa det," sagde han venligt – "du gør jo hvad du kan". Penge skyldte de ham nok alle som en; han maatte have en stor Pengepung, som kunde blive ved at holde til det."

 Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn, I-V.
H. Aschenhoug & Co., 1917-1921.
(Bd. II, pp. 118-19)
Harald Nielsen: De Danskes Vej! (1937)
 
"Man taler i vore Dage saa meget om at vitaminisere den daglige Kost, men lige saa vigtigt maa det være at vitaminisere den daglige Gerning, saaledes at den gennemtrænges af og udstraaler den Aand, der skal bære Folket og give det Mod og Oplagthed til at leve sit Liv. Den Stemning, et Folk lever paa, frembringes nemlig ikke ved enkelte højtidelige Lejligheder, men skabes i dets daglige Gerning. Det er den Indstilling, man gennem denne faar overfor Tilværelsen, der er bestemmende for den Grundstemning, man lever paa. Der kan være Tilfredsstillelse, ja, heroisk tilfredsstillelse for Købmanden, der baner nye Veje. Man behøver herhjemme blot at tænke paa, hvad Ø. K. har betydet, men der er ingen Stolthed eller Tilfredshed at hente paa Valutakontoret, selv om det maaske nok kan volde Vanskeligheder at faa de Attester, man behøver. Der er Tilfredshed og Stolthed hos den Bonde og Husmand, der ved sit Arbejde og forstandig Økonomi kan klare sig selv, men der er ingen af Delene, naar han føler sig trængt ud af sin Grnd af Samfundets Snyltere, eller hvis han kun kan blive paa den takket være Tilskud, for Vekselrytteri. Der kan være Næring for en Mands Karakter i at skaffe Udkommet for sig og sine, men der er kun Fornedrelse i at hente det paa Socialkontoret.
En Økonomi kan med andre Ord være enten karakterudviklende eller karakterødelæggende. Det følger heraf, at man ikke kan se bort fra de nationale Hensyn, naar man paa langt Sigt træffer Afgørelser om de økonomiske Forhold, men omvendt ogsaa, at man, naar man træffer Bestemmelser om Landets Økonomi, enten kan svække eller styrke den nationale Tilværelse i videste Forstand. Det er dette Tyskland har indset for sit vedkommende og har handlet efter."

 Harald Nielsen: De Danskes Vej!
1937.
(pp. 49-50)
Lean Nielsen: Egne digte (1973)
 
"tillidsmanden sad bag mig,
han arbejdede med 40 tons pressen,
jeg sad foran ved 60 tons pressen.
vi var kun os to i det rum.
værkførerne kom sjældent ind til os
så vi tog os nogle ordentlige
snakkepauser
han var 58 år, socialdemokrat, som hans far
før ham.
han havde oplevet den store arbejdsløshed
i trediverne
der stod som rædsel for ham.
tilfreds med vore forhold var han ikke,
han kunne ikke se nogen løsninger,
det hele forekom ham så fasttømret og
urokkeligt,
men en revolution ville han ikke gå med til,
for bagefter ville vi jo bare komme til
at stå ved maskinerne alligevel.
jeg kunne så fortælle ham
at jeg undertiden følte mig så ulykkelig
så indespærret
magtesløs, røvrendt og utilfreds
at jeg fik lyst til at lægge mit hoved
ind i pressen
og få lavet en lampeskærm ud af det
der kunne hænges op i stuen hos en eller
anden aktionær.
så lo han og fortalte at han havde haft
det på samme måde i sin ungdom,
men man må lære at finde sig tilrette for
at tjene penge."

 Lean Nielsen: Egne digte.
Gyldendal, 1973.
('60 tons pressen', pp. 37-38)
Lise Nørgaard: Kun en pige (1992)
 
"Oven i endefulde og stuearrest og hvad han ellers ville finde på, ville vi få at vide, at nu var vi lige på nippet til at komme ud at tjene bønder, så vi skulle ikke tro, vi var noget.
 
Denne trussel indgik som et naturligt led i opdragelsesprogrammet, da vi nærmede os den alder, hvor børn ude i landbruget meget vel kunn blive sendt ud at tjene. Slap de for at tjene bønder fra de var otte år, så faldt klokken i hvert fald i slag, når de var konfirmeret, påpegede vores far. Og vi skulle ikke regne med, at det var morsomt, hverken for piger eller drenge, medmindre de var havnet på Vintergaarden hos hans ven Frants Olsen, der naturligvis var en undtagelse. Alle andre steder måtte både piger og drenge slide fra morgen til aften i henholdsvis mark og stald og i huset, og de havde altid røde hænder, og søvn fik de heller ikke meget af, for de sov på halm i de usle kamre, og der var som regel mus i deres madrasser.
Min far var nærmest i ekstase, når han talte om det med at tjene bønder. Bedre mente han i øvrigt ikke, det blev, hvis man tjente dem i deres andelsforetagender som bestyres af mejerier, brugsforeninger og foderstofforeninger. For bønderne regnede ikke et arbejde, der bare blev udført med hvide hænder bag et skrivebord, og de åndede hele tiden ned ad nakken på de folk, de havde ansat til den slags, indtil de arme ansatte gik hen og fik et nervesammenbrud eller tog livet af sig. Han kunne nævne flere sådanne eksempler. Så hans bedste råd til os var, at vi artede os og passede skolen, så han ikke blev tvunget til at overlade os til den skæbne der var værre end døden, nemlig at tjene bønder.
Vores pige, Ingeborg, der selv havde tjent under en nærig og krævende gårdejerkone, kunne bekræfte alt dette fra ende til anden. Næppe var hun blevet konfirmeret, før det faldt i hendes lod at hoppe og springe fra morgen til aften, malke endeløse rækker af køer og skure enorme arealer af cementgulve, samt møgbeskidte gryder og komfurer, slæbe vand i spandevis og brænde i hobevis og til al overflod muge ud i stald og hønsehus, hvis hun skulle få en ledig stund under de førstnævnte udfoldelser. Dertil kom, at hun og karlene aldrig fik andet end vælling, grød og fedt flæsk og humpler med margarine og om sommeren rabarbergrød, der var så stiv, at man – om skålen havde været stor nok – kunne løbe på skøjter på den. Når hun beskrev disse indledende år af sin huslige karriere forstod vi, at hendes fæstemål i vores hus havde udfriet hende af mange lidelser, og vi syntes af samme grund godt, hun kunne være lidt flinkere, når hun vaskede os."

 Lise Nørgaard: Kun en pige.
Gyldendal, 1992.
(pp. 148-49)
Gunnar Nyborg-Jensen (red.): De små synger. En samling af nye og gamle sange og sanglege til brug i børnehaver og skolens første klasser (1948)
 
"I Niggerland bananen gror,
og slanke palmer nejer.
Små niggerbørn har altid travlt
og sort dem solen steger.
De har slet intet løbehjul,
nej, de får lov at slæbe
bananerne til skibet ned,
hvad nytter det at flæbe?
 
[…]
 
De sover på det bare gulv,
for de har ikke senge,
og selv når det er søndag, må
de ikke sove længe.
Nej, danske dreng, du har det godt,
sig tak for livets goder
og send en kærlig hilsen ned
til ham, din sorte broder!"

 Gunnar Nyborg-Jensen (red.): De små synger. En samling af nye og gamle sange og sanglege til brug i børnehaver og skolens første klasser.
Skandinavisk Bogforlag [intet årstal].
(Harald H. Lund: 'I Niggerland', pp. 70, 71)
M ← Forrige side Op ↑ Næste side → O