Quartus Paries: Etatsraadinde Bruun – Nogle Timer tilbragte i en Familiekreds (1853)
 
"Fruen: Gud, hvor det er en lykke for Dig, Jane! at Du har ham!
 
Etatsraadinden: Ja, men Du kan ogsaa troe, at jeg misundes og bagtales af Mange, der ikke kjende vort nærmere Forhold.
 
Fruen: Bah, bryd Du Dig ingenting om Folks Snak! Den gaaer Ingen fri for.
 
Etatsraadinden: Ja, han løftede en svær Steen fra mit Hjerte, og da jeg var fri for alle disse smaae Bekymringer, kunde jeg hengive mig uforstyrret til mine Erindringer, og hvad de fordrede af mig, og jeg har da tilligemed lille Mathilde broderet et Kistetæppe, som ligger herinde i Dagligstuen ved Siden af.
 
Fruen: Min søde Jane! Kan jeg ikke faae det at see!
 
Etatsraadinden: Jo, men saa er det paa høie tid; thi om et Par Minutter samles Følget inde i Salen.
 
Fruen: Jeg ville jo nødig genere dig, søde Jane, men Du kan nok tænke …
 
Etatsraadinden aabnede Døren til Dagligstuen, trak det sorte Drapperi tilside, og nu stode de begge lige ved Hovedet af Kisten. De brast begge i Graad, og faldt om hinandens hals. Saaledes stode de tause nogle Minutter, indtil man hørte Stemmer inde i Salen ved Siden af; de gik da tilbage Boudoiret.
 
Fruen: Men Gud, hvor det Tæppe var dejligt! Jeg har aldrig seet noget Sørgehuus saa høitideligt som dit, min søde Jane!
 
Etatsraadinden: Ja, det skulde jo være Bruun værdigt! og han fortjente, at man gjorde alt Muligt for ham! Men desværre har han ikke efterladt mig Midler til at gjøre det saa smukt, som jeg nok havde ønsket.
 
Fruen: Kjæreste Jane, Du kunde aldrig have gjort det smukkere. Og det er jo ikke Pengene, men Smagen, der gjør det saa mageløst!"

 Quartus Paries: Etatsraadinde Bruun – Nogle Timer tilbragte i en Familiekreds.
Thieles Bogtrykkeri, 1853.
(pp. 60-61)
Charles Querkeby: Hovmesteren (1847)
 
"Middagssolen sendte fine hede straaler ned paa de allerede brændende Stene; kun enkelte Fodgængere slæbte sig frem ad Fortouget, idet Damerne søgte Beskyttelse under den Tids store Parasoller og Herrerne pustede og stønnede, iførte de svære Klædesdragter, der i hine Dage ei vare vegne for de hensigtmæssige og lette Sommerdragter, vor fornuftige Tids Mode har indført; midt paa Gaden Kjørte en Doctorvogn rask forbi et Par sværtlæssede Fragtvogne, der vare forspændte med gamle, udlevede – "Skindmære", er nok kunstudtrykket paa slige ulykkelige Skabninger, der faae mere Prygl end Kjerne; mere Pidsk end Hakkelse. Dog – Maria, der sad i sit Vindu, bemærkede hverken det Ene eller det Andet; en dyb Alvor var udbredt over det blide Ansigt; Hænderne syslede mekanisk med et quindeligt Haandarbeide, medens hun af og til sukkende kastede sit Blik hen til den lille Sopha, i hvis ene Hjørne hendes Fader sad og tog sig sin Middagslur med den af Maria paa denne Dag færdigsyede Nathue ned over begge Ørene. Han udsendte nogle ingenlunde musikalske Lyde med regelmæssige Pauser, der overtydede Datteren om, at han sov dybt, roligt og sødt."

 Charles Querkeby: Hovmesteren.
H.J. Bing og Søns Forlag, 1847.
(pp. 132-133)
Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon (1967)
 
"På den første rigtig varme sommerdag får myggebørnene vinger og flyver op af vandet mod solen.
Men cykelmyggen Egon kom op af vandet på en flot ny racercykel."

 Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon.
Gyldendal, 1967.
(pp. 7-8)
Georg Quppersimaan: Taamani guutimik nalusuugama (Tunuamiut ilaata ajoqersorneqanngikkallaramik angakkumut ilinniarsimasup inuunerminik oqaluasaava) (1972)
 
"Taamaalilluni Quppersimaan nipangitsiarpoq, pilerpaangalu: "Isaaq oqarfigereerparma sunik nerisaqartarnerput nalujunnnaareersimallugu, Naajamik oqaluasaq katersoriarakku. Taava tamakkuninnga uanga pissanngilakkit".
"Ii, taamaaliortareersunga. Kisianni illit nammineq inuunerit oqaluasaarigakku, taava aamma tamakkuat ilaannik taasaqatsiarniarit, aana ilaannik minitaqarsimasinnaasunga".
Nangipporlu: Ilaanni nerisassaq ajornarunnaarluallaraangat taamani kaattarsimanera eqqallugu neriniartaraluarpunga, sunaaffa aamma piniaannarneq ajornartoq. Soorlu ullaakkut nerillunga aallanngisaannarpunga, nerisimalluni sivisunaarsilerluni uernarnarsisarneranit. Taamatut tarajoq nerisassannut akulerutissallugu nuannarineq ajorpara, tarajoqanngitsut pitsaanerutittarakkit. Kisianni pissaqartillunga qajartorsimallunga pingaartumillu mulusimallunga mamarisaqarpunga, tamatigut ajornartinnagu tikeqqaarluutigisartakkannik: Tassa misaqqat (qeqqussat ilaat) neqit qajuannut misuttarlugit qatsumillu illulertarlugit nereqqaartarpakka, aatsaallu taamaalereeraangama neqitortarlunga. Tassa pilluataarnarisara.
Aasami sila alianaarttartillugu nerisassat suulluunniit pisarisartakkavut allatulli nerisarisarpavut. Ukiumulli assigiinngitsunik peqqumaasiniarluartarpugut, soorlu makkuninnga: Nerisassanik panertulinerup ukialerneratigullu ininnga: Nerisassanik panertulinerup ukialerneratigullu ilivitsuusinerup saniatigut immikkiineq atortorilluarparput. Sorlaat, paarnat, tulleernat naasullu allat taamaattuliarisarpavut, ilanngullugillu mattaat, puisit seqqui taleruilu, aarfit neqaat, aammalu nannut orsui, pingaartumik pualariaraangata. Tamakkua, neqit, mattaat orsullu immikkiariniaraangatsigik aatsaat uussinnarlugit taamaaliortarpavut, aserujannginnerusarmata. Paarnat, nunap paarnai, immigarmiut aatsaalli tassa mamartut. Ooqattaarsimavigit?
"Ii, mamaqaat"!"

 Georg Quppersimaan: Taamani guutimik nalusuugama (Tunuamiut ilaata ajoqersorneqanngikkallaramik angakkumut ilinniarsimasup inuunerminik oqaluasaava).
Otto Sandgreenip atuakkiorfia, 1999.
(pp. 175-76)
Lars Qvortrup: Kedsomhedens tidsalder (1991)
 
"Den strategi, som Mediekommissionen anbefalede, kunne man snart efter genfinde i EF-kommissionen. Her skrev embedsmændene i en rapport: "En attraktiv radio- og tv-virksomhed i Fællesskabet bereder (…) indførelse af samfundsøkonomisk endnu mere betydningsfulde fornyelser af informations- og kommunikationsteknikken. (…) Først og fremmest vil det samlede telekommunikationsområde komme til at drage fordel heraf, herunder kabelindustrierne, nyhedsformidlingsteknikken, informationsteknologien, den elektroniske apparatindustri og rumfartsindustrien." Langsomt tegner der sig en prioriteringsliste, som, uanset hvor rumfartsindustri og kabelvirksomhed plaveres indbyrdes, sætter befolkningens tv-forbrug nederst. Den har alene interesse som løftestang ofr indfrielse af erhvervspolitiske mål.
Men hvorfor gjorde beslutningstagerne befolkningens stigende brug af tv til middel for opnåelse af en række erhverspolitiske mål? Hvorfor spillede konsekvenserne af en sådan politik for kulturliv og hverdagsliv ikke en central rolle i beslutningsprocessen? Enten fordi borgernes brug af tv ikke var det primære politiske mål, men blot et middel for en industripolitik. Eller også fordi beslutningstagerne på forhånd havde lagt sig fast på den forventning, at befolkningen under alle omstændigheder – via parabolmodtagere, fællesantenner eller videokassetter – ville skaffe sig adgang til det voksende udbud af underholdning; så derfor kunne man lige så vel anvise en måde, der samtidig gjorde nytte i nationalregnskabet.
Under alle omstændigheder repræsenterer denne holdning, hvad Peter Sloterdijk kalder den "store" – eller "diffuse" – kynisme. De moderne kynikere finder man på alle samfundets nøglepositioner. De er illusionsløse og samtidig oplyste. De ved, at de handler imod den officielle etik. Men de føler sig ikke ramt af nogen kritik, dels fordi de tilskriver deres valg de tavse masser. Belært af erfaringen har de gjort sig klart, at naivitetens tid er forbi og derudfra udstyret sig med en vis "chik bitterhed". Engagement og holdninger hører en ædelt-naiv ungdom til, og erindringen herom holdes under kontrol under lejlighedsvise – men altid kontrollerede – anfald af "grænsemelankoli".
Det logiske svar på den "store kynismes" makropolitik er imidlertid den "lille kynismes" mikropolitik. Hvis "vores" rolle skal være at konsumere 12, 18 eller 24 tv-programmer, mens "de" gennemfører deres industripolitik, så lad os da koncentrere os om denne rolle. Den kyniske tidsalders massebevægelser kæmper for mere og billigere fjernsyn og for retten til at købe billigere bajere ved grænsen – og hermed bekræfter de fordommene hos de repræsentanter for den kyniske fornuft, hvis politik disse massebevægelser jo i virkeligheden blot er et vrangbillede af.
Det tavse flertal reagerer, også i dette tilfælde, hyperkonformt. "Nå, så I ønsker, at vi ser fjernsyn? Jamen så lad os da se fjernsyn, mere og mere for hver dag, og mindre og mindre efter den gode smags diktat". Dette er den lille kynismes mikropolitik. Dens folkefane er klaphatten. Herigennem reproducerer magten og tavsheden ufrivilligt og under alskens bortforklaringer hinanden."

 Lars Qvortrup: Kedsomhedens tidsalder.
Odense Universitetsforlag, 1991.
(pp. 52-53)
P ← Forrige side Op ↑ Næste side → R