Rasmus Rask: Udvalgte Afhandlinger, I-III (1932-35)
 
"Palilali, Almentale, eller et almindeligt Sprog hører måskje også til Grammatikernes Hjærnefostre, men det har dog en betydelig höjere Grad af Mulighed eller Rimelighed; ti et Sprog kan læses af så mange, som det skal være, og når det er lært, så kan Ordenes Lyd eller Form vejlede Tanken, eller vise den læsende, hvad Slags Sving den skrivendes Tanker har taget, skönt hans egne vilde have slået en anden Vej ind; og det uden i mindste Måde at forvilde ham; da han tilligemed Ordene i det ny Sprog uvilkårlig har lært deres naturlige Følge og Forbindelse, og derfor, så længe han læser, uden at tænke derpå, afser sit eget Sprogs Vendinger og Talemåder. Ved Tegnskriften derimod, da han ikke kjender det Sprogs Natur, hvorefter den er indrettet, må han nødvendigvis henføre alt til sin egen sædvanlige Tankegang, altså forvildes, så ofte den er forskjellig fra den, hvorefter Tegnsproget er indrettet, og det uden at finde noget, som kan vejlede ham. Disse to Måder at tilkjendegive sine Tanker forholder sig derfor omtrent som Luftarten til Sejladsen. Det synes, som om Vandets Modstand skulde være en Hindring i Farten, men den gör den stadig og sikker; ligeledes kunde man anse de sære Lyde af et nyt Sprog som en Hindring for Tanken; men de vil ufejlbarlig vejlede den til Målet, nemlig at fatte den skrivendes Mening."

Rasmus Rask: Udvalgte Afhandlinger, I-III.
Levin & Munksgaard, 1932-35.
(Bd. II, pp. 365-66)
Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)
 
"Hen på eftermiddagen fandt man ud af en anden side ved den klæge drik, som Søren så skånselsløst havde søbet af. I hvert fald var han ravende fuld under indtagelsen af frikadellerne, hvorfor hele måltidet endte i noget nær en skandale. Det begyndte med, at han hældte sovsen lige ned i skødet på Marianne, der ellers lige havde skiftet nederdel. Og bagefter, da Bjørn fra den anden ende af bordet bad ham "la' frikadellerne gå" kylede gutten en af de store velvoksne ned mellem rækkerne, hvor den endte sin bane i panden på Kålormen. Dennes humor lå på det tidspunkt på sit absolutte nulpunkt, så da Søren skreg: – Godt nikket Kålorm! – faldt der en vis stilhed over selskabet. Også fordi man ikke kaldte Kålormen for Kålormen, når Kålormen hørte på det."

Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer.
Gyldendal, 1983.
(pp. 284-85)
Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)
 
""De danser godt," sagde pigen og så op på mig. Vi havde bevæget os ca. en halv meter de sidste fem minutter. Jeg var kun en anelse fuld af de to øller, vi havde fået. Pigen, jeg dansede med, var kedelig, men når man tænkte på forskellige ting i forbindelse med hende, kunne man måske godt overdøve sit indre til at føle et eller andet. Janus Tolne og hans jomfrudom. Den sag skulle vel nok kunne ordnes. Hvorfor spilde min tid med alt det pjank, når man havde livet her mellem hænderne? Jeg så over til det store bord for at finde ud af, om der skulle være plads til pigen, og opdagede at Tore sad og snakkede med en mand. Jeg så lige ned i håret på pigen. Det var meget skægt krøllet op i luften uden skilning. Så rømmede jeg mig og spurgte, hvad hun hed."

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld.
Gyldendal, 2005.
(p. 81)
Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregårde, 2. udg. (1963-67)
 
"Få bygninger har i vort land en så gunstig beliggenhed som Kronborg Slot. Prægtigt tager det sig ud med sine festlige grå mure og sine kobbertage, som tidens patina har givet en fornem glans. Yderst på Sjællands Øre knejser det op af Sundets vand, som i jævndøgnsstormene kaster sit skumsprøjt højt op over glaciets sten i forsøg på at nå slottets mure, som dog beskyttes sikkert af de solide udenværker. Slottet står urørligt som en vagt ved Sundets indgang, og når aftensolen kaster sine gyldne stråler mod murgråt og irgrønt, indhylles slottet i en eventyrstemning. Ad landevejen er det synligt langt borte, navnlig fra Søndre Strandvej, hvor det allerede fra Nivå viser sig i det fjerne som et dragende mål. Skønnest er det dog fra søen, hvor det hilser frejdigt goddag til den søværts hjemkommende, ligesom det byder et vemodigt farvel til den bortdragende. I glæde som i sorg prenter det sig uforglemmeligt i vort sind, Danmarks vartegn ved Sundet."

Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregårde, 2. udg., I-XVI.
Hassings Forlag, 1963-67.
(Bd. I, p. 11)
Valdemar Rørdam: Udvalgte Digte (1918)
 
"Mens knejsende Sønner, Knægte
og voksne Svende
forlanger sig ud at fægte
til Verdens Ende,
 
Og mørke strålende Piger
med røde Munde
går drømmende rundt og higer
mod Havsens Bunde.
 
O, vist er vi Fremmede Frænder
af samme Rod,
og Hjemmet i Slægtens Hænder
kun videre groet!
 
Jeg hører da af deres Tale,
og da de synger
af Tonernes Bjerge og Dale,
hvor Hjerterne gynger.
 
Forældrene synger. Det svulmer
af kæmpende Dage
det bryder, og brister, og dulmer:
Nu ser vi tilbage."

Valdemar Rørdam: Udvalgte Digte, I-II.
Gyldendalske Boghandel, 1918.
(Bd. II, p. 97)
Q ← Forrige side Op ↑ Næste side → S