|
||||||
|
||||||
|
Rasmus Rask: Udvalgte Afhandlinger, I-III (1932-35)
"Palilali, Almentale, eller et almindeligt Sprog hører måskje også til Grammatikernes Hjærnefostre, men det har dog en betydelig höjere Grad af Mulighed eller Rimelighed; ti et Sprog kan læses af så mange, som det skal være, og når det er lært, så kan Ordenes Lyd eller Form vejlede Tanken, eller vise den læsende, hvad Slags Sving den skrivendes Tanker har taget, skönt hans egne vilde have slået en anden Vej ind; og det uden i mindste Måde at forvilde ham; da han tilligemed Ordene i det ny Sprog uvilkårlig har lært deres naturlige Følge og Forbindelse, og derfor, så længe han læser, uden at tænke derpå, afser sit eget Sprogs Vendinger og Talemåder. Ved Tegnskriften derimod, da han ikke kjender det Sprogs Natur, hvorefter den er indrettet, må han nødvendigvis henføre alt til sin egen sædvanlige Tankegang, altså forvildes, så ofte den er forskjellig fra den, hvorefter Tegnsproget er indrettet, og det uden at finde noget, som kan vejlede ham. Disse to Måder at tilkjendegive sine Tanker forholder sig derfor omtrent som Luftarten til Sejladsen. Det synes, som om Vandets Modstand skulde være en Hindring i Farten, men den gör den stadig og sikker; ligeledes kunde man anse de sære Lyde af et nyt Sprog som en Hindring for Tanken; men de vil ufejlbarlig vejlede den til Målet, nemlig at fatte den skrivendes Mening."
|
Rasmus Rask: Udvalgte Afhandlinger, I-III. Levin & Munksgaard, 1932-35. (Bd. II, pp. 365-66) |
||||
Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)
|
Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer. Gyldendal, 1983. (pp. 284-85) |
|||||
Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)
""De danser godt," sagde pigen og så op på mig. Vi havde bevæget os ca. en halv meter de sidste fem minutter. Jeg var kun en anelse fuld af de to øller, vi havde fået. Pigen, jeg dansede med, var kedelig, men når man tænkte på forskellige ting i forbindelse med hende, kunne man måske godt overdøve sit indre til at føle et eller andet. Janus Tolne og hans jomfrudom. Den sag skulle vel nok kunne ordnes. Hvorfor spilde min tid med alt det pjank, når man havde livet her mellem hænderne? Jeg så over til det store bord for at finde ud af, om der skulle være plads til pigen, og opdagede at Tore sad og snakkede med en mand. Jeg så lige ned i håret på pigen. Det var meget skægt krøllet op i luften uden skilning. Så rømmede jeg mig og spurgte, hvad hun hed." |
Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld. Gyldendal, 2005. (p. 81) |
|||||
Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregårde, 2. udg. (1963-67)
|
Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregårde, 2. udg., I-XVI. Hassings Forlag, 1963-67. (Bd. I, p. 11) |
|||||
Valdemar Rørdam: Udvalgte Digte (1918)
og voksne Svende forlanger sig ud at fægte til Verdens Ende, med røde Munde går drømmende rundt og higer mod Havsens Bunde. af samme Rod, og Hjemmet i Slægtens Hænder kun videre groet! og da de synger af Tonernes Bjerge og Dale, hvor Hjerterne gynger. af kæmpende Dage det bryder, og brister, og dulmer: Nu ser vi tilbage." |
Valdemar Rørdam: Udvalgte Digte, I-II. Gyldendalske Boghandel, 1918. (Bd. II, p. 97) |
|||||
|