"Da Peter kommer hjem finder han Lotte opløst i gråd over Rote Fahne's sørgenummer. Allerede i minen fik han det at vide.

Hvad der er sket er grufuldt. Og hvordan skal kampen gå videre?

– I årevis har de spærret dem inde, dem som skulle lede og lære os. Hvor længe har de overho'det været fri? Lotte kaster sig igen ind over det voksdugsklædte bord, hamrer på avisen: Sølle toenhalv måned…

Peter skubber sig tavs ned på bænken ved siden af hende, lægger beroligende hånden på hendes skulder. – Ja, det er umenneskeligt. Frygteligt osse, at blodhundende skal have lov at gå uantastet om, mens dé var fredløse. Men Lotte, lad os tænke på hva' de nåede at få udrettet, få sagt os. Artiklerne igår, Lotte. Det talte vi jo netop om. Nu er de som blevet testamenteret til os, ikke? Maner os til ikke at give op. Men kæmpe som de, uforfærdede og stærke.

– Men Peter, hun kaster sig imod ham. – jeg er jo ikke stærk. Svag, svage det er det, vi er. De var stærke, de var hele, men vi… Ja, hvad magter vi – uden førere, uden ledelse? De andre, de myrder jo bare.

Peter nikker tungt. – Slå ihjel, ja, det er deres metode, udløse massakrer, skyde ind i ubevæbnede masser, købe mordere. Det er den gamle orden, militærdiktaturets ånd, den ikke bare hersker endnu, men næres af blod og sult og nød, af begær og dumhed. Men den skal bringes til at høre op. Den skal! Han siger det jo i avisen, Liebknecht: Trods alt! Trods deres myrderier, trods tortur. Ja, netop derfor skal vi blive ved. Og slår de osse os og tusindvis af vores brødre og søstre ihjel, revolutionen lever dog videre, Lotte. Den vil leve, fordi folket lever. Masserne kan de ikke udrydde. Du tvivler ikke med ét, Lotte?

– Nej, nej, selvfølgelig ikke. Lotte bider tænderne sammen. Men … det er altid de bedste. Og det er jo ikke alene dem, Peter. Alle de gode mennesker, alle de levende varme kroppe, de ærlige øjne, kærligheden der lyser i blikket – smadret i jorden. Hun gyser og kommer til at ryste. – Og volden, Peter, de sår dens onde sæd blandt os.

Peters ophidselse og smerten over hendes ord presser ham til et havlt uforståeligt: Det skal osse bli' hævnet. Hævnet, du!"

 

 

"Den 30. oktober 1864 blev fredstraktaten underskrevet i Wien. Det vigtigste stod i artikel III: "H.M. Kongen af Danmark afgiver Afkald paa alle Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Fordel for Deres Maj. Kongen af Preusen og Kejseren af Østrig og forpligter sig til at anerkende de Bestemmelser, som de nævnte Majestæter vil træffe angaaende disse Hertugdømmer". Til gengæld for enklaverne fik Danmark otte sogne syd for Kolding og nogle områder ved Ribe. I øvrigt blev Kongeåen grænsen.

Tabet omfattede 18.600 km2 med en befolkning på en lille millionm heraf nærved 400.000 i hertugdømmet Slesvig. Af slesvigerne havde ca. 170.000 dansk som omgangssprog og ca. 30.000 var tosprogede.

Til afståelsen krævedes rigsrådets godkendelse. Debatten var præget af sorg, nogle indlæg af desperation. Modstanderne af en godkendelse, bl.a. Monrad, ville fortsætte kampen. "Jeg frygter for, at det vil være umuligt for dette lille Land, der bliver tilbage, at bevare sin politiske Selvstændighed", sagde han. Hall og Lehmann talte om en tung fremtid, men ikke en håbløs fremtid. De var begge inde på mulighederne for en genforening med de danske i Nordslesvig inden for en overskuelig tid. Lehmann ville give sin stemme til fredstraktaten "i det Haab, at den inden for lang Tid vil undergaa saadanne Modificationer, at det er muligt, at det er tænkeligt, at der herefter kan være Fred og Venskab mellem Dansk og Tydsk.""