|
||||||
|
||||||
|
Christian Falster: Dend Uforsvarlige Recommendation (1722) "Studering her i Landet
"Er saa af Barbari besat "Og ligesom forbandet?
"Hvad Under, at mand Udenlands "Foragter Eders Hierne,
"Da mand saa sielden seer en Glands "Fra Nordens Lærde Stierne?
"Paa det, at der ey skiønnes,
"Hvad Lærdom ziirer, og hvordan "Studering bør belønnes,
"I det Patronen med sin Haand "Geleider Betler-Brevet,
"Saalenge som dend dumme Aand "Er ey endnu uddrevet.
"Som u-forskammet stinker,
"Jeg hørte nylig Under paa "En deel af Eders Sinker,
"Af hvilke nogle talte om, "At Thalmud var en frue,
"Og Alcoran det samme som "Tulbandt, en Tyrkisk Hue." |
Christian Falster: 'Dend Uforsvarlige Recommendation' i Satirer, 1720-42, bd. I. C.A. Reitzels Forlag, 1982. (p. 109) |
||||
David Favrholdt: Æstetik og filosofi (2000) Et eksempel på parametervurdering har vi ved vurdering af biler i dagspressen. I Jyllandsposten kan man f.eks. finde vurderinger, hvor følgende parametre anvendes: formgivning, plads, bagagerum, udstyr, retningsstabilitet, svingeegenskaber, køresikkerhed, bremser, affjedring, sæder, støjniveau, teknik, præstationer, kvalitet og finish samt økonomi. Hver af parametrene scores til mellem 1 og 5, og så kan man selv udregne gennemsnittet og bruge det til sammenligning med andre bilmærker.
Sandt nok omhandler en del af disse parametre fysisk målelige størrelser, og vi kan ikke forvente noget tilsvarende ved kunstværker. Men alligevel foretager vi på mange områder kvantificeringer af ikke fysisk-målelige størrelser. […]
Det, der karakteriserer kvantificeringen af det uhåndgribelige, er, at den enkelte vurdering af et værk eller en præstation sættes op imod eller i relation til vurdering af andre værker eller præstationer inden for samme område. Når man taler om fremragende præstationer, er det altid i forhold til mindre fremragende. F.eks. er niveauet i kunstskøjteløb højnet betydeligt i de sidste 30 år, men fordelingen af pointene for det kunstneriske indtryk er stadig en gaussisk fordeling, talskalaen er stadig den samme. Det, der er tale om, er altså ikke en absolut vurdering, men en »ranking«, en rangordning.
En sådan kan forholdsvis let foretages, når det drejer sig om kunst. Man kan f.eks. vælge fem digte inden for samme genre og fra samme epoke og afgøre, hvilket der er bedst, hvilket der er næstbedst, tredjebedst osv. Færdig med den sag kan man så vedtage, at den bedste får 5 point, den næstbedste 4 point osv. ned til den dårligste som får 1 point. Hvis man derefter ser på endnu et digt, kan man give det karakter efter rangordningen og f.eks. fastslå, at det ligger til 4 point. Skulle man komme ud for et digt, der langt overgår de allerede vurderede, kan man justere skalaen og f.eks. lade den gå fra 1 til 8 point, alt efter det ny digts kvalitet.
Når jeg nu betragter et passende udvalg af alle de kunstværker, som jeg har været ude for, dvs. værker som har givet den dybest set ubeskrivelige kunstoplevelse, og søger at finde de parametre, som de skal bedømmes ud fra, går jeg empirisk til værks. Jeg må nøjes med et udvalg af de værker, der er skabt til dato – og her vil mange læsere straks indvende, at jeg følgelig ikke kan vide, om der om 10, 50 eller 100 år vil blive skabt værker, som ikke har de aspekter og parametre, som jeg finder frem til, eller måske har nogle af mine parametre, men tillige nogle andre hidtil ukendte – men som ikke desto mindre er kunst, og som vil give mennesker år 2100 samme slags metafysiske oplevelser, som den jeg havde i Stoense Kirke." |
David Favrholdt: Æstetik og filosofi. |
|||||
Christen Christenssøn Ferring: Gyldne Tancke-Ring/ Indeholdendis Aandelige oc gudelige Tancker/ som et huert Guds Barn udi sin Bestilling bruge kand.
Trøste-Skole/ eller Samtale/ imellem Gud oc et bedrøfuet Menniske/ som beklager sin Elendighed/ oc bekommer et glædeligt Giensuar. En Aandelig Guldkiæde/ aff den hellige Skrifft/ udi 14 Led tilhobe lenck.t. (1641) "VIII. Tenck paa din Skabere i din Ungdom: Førend Møllerindens Røst i Møllen blifuer ringe. Det er: Før end Læberne formaa icke meget at røre sig/ oc Tingen gider icke talet: Thi de Gamle/ oc de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt.
IX. Tenck paa din Skabere i din Ungdom: Før end mand staar naar Fulen siunger. Det er: Der er aldelis ingen varendis Nattero oc Huile hos de Gamle/ Men de foraarsages at opvogne tijt oc offte naar Hanen galer. Thi lige som de gaa tilig i Sengs/ saa opvogne de snart igien/ oc kand icke sofue om Morgenen." |
Christen Christenssøn Ferring: Gyldne Tancke-Ring/ Indeholdendis Aandelige oc gudelige Tancker/ som et huert Guds Barn udi sin Bestilling bruge kand.
Trøste-Skole/ eller Samtale/ imellem Gud oc et bedrøfuet Menniske/ som beklager sin Elendighed/ oc bekommer et glædeligt Giensuar. En Aandelig Guldkiæde/ aff den hellige Skrifft/ udi 14 Led tilhobe lenck.t. 1641. (pp. 11-13) |
|||||
Johan Andreas Neergaard Fibiger: Af Dybsens Nød. Kong Davids syv Pønitense-Salmer. En Fastebog (1917) Men iøvrigt kan man jo ikke undgaa at lægge Mærke til den noget forældede Klang, Ordet Pønitense har. Og det er ikke blot, fordi Ordet i sig selv er Latin; thi ogsaa de gode gamle danske Ord for det samme: Bod og Ruelse er jo faktisk uddøde i det daglige Sprog, ja selv et Ord som Anger, et dybt og herligt gammelt Ord, høres saa godt som ikke mere Mand og Mand imellem; det er i daglig Tale afløst af, at man er "gruelig ked" af et eller andet.
Overhovedet er der jo i vort Sprog – og ikke mindst paa det kristelige Omraade – foregaaet en kendelig Forflygtigelse i vor Tid, sikkert ikke uden Forbindelse med den Overfladiskhed, der er et Særkende for vor Tids Mennesker.
Men skyer de stærke, hellige Ord. Man afløser f. Eks. et tungt Ord som "Retfærdiggørelse", dette vort lutherske Klenodie, med "Frelse", som falder ulige mere mundret end det gamle Ord i den besværlige Rustning, – man ombytter det gamle stærke Ord "Sandhed" med det lettere "Redelighed", – og man er ikke altid vaagen for, at hvor stor en aandelig Værdi end Ord som "Frelse" og "Redelighed" har, saa er de dog svagere end "Retfærdiggørelse" og "Sandhed", fordi de bevæger sig paa det indre, personlige Omraade (det subjektive), – her har de deres Styrke i den personlige Appel; men ogsaa deres Svaghed; – medens de gamle Ord saa absolut betoner den ydre guddommelige Side af Sagen (det objektive), det, der altid er ens og altid gælder, uanset de skiftende Slægter og de enkeltes personlige Forhold.
Jeg husker fra mine unge Præsteaar, at vi ofte sang om "Pønitensens Taareflod", der maa "i Sandhed rinde" (i Salmen: nej, det er ej saa let en Vej til Golgata mit Hjerte), men i den nye Salmebog er baade Salmen og Pønitensen forsvundne.
Men kan vi undvære disse stærke, gamle Ord? Mister vi ikke med dem mere end blot nogle Ord? Betyder denne Forflygtigelse ikke tillige en Forfladigelse, noget for letvundet og letkøbt?" |
Johan Andreas Neergaard Fibiger: Af Dybsens Nød. Kong Davids syv Pønitense-Salmer. En Fastebog. O. Lohse, 1917. (pp. 9-19) |
|||||
Mathilde Fibiger: Hvad er Emancipation? (1851) |
Fibiger, Mathilde: Hvad er Emancipation? C.A. Reitzel, 1851. (pp. 13-14) |
|||||
|