Den Store Danske Kanon

– En portal til Danmarks litterære kulturarv

Hvad er en kanon og hvilket formål tjener den? En kanon er en samling af det ypperste og mest begavede, der gives inden for den specifikke sfære, som den pågældende kanon repræsenterer. Det foranliggende er en efter strenge principper og nøje selekterede kriterier udvalgt samling af den mangfoldige danske litteraturs største og vigtigste værker. Kanonen er med andre ord en kortlægning af vor kulturarv, udført med det formål at kunne støtte orienteringen i en lang og kompleks kulturhistorie.

Lad os pointere at det foreliggende udvalg på ingen måde bør betragtes som et den kulturelle dannelses pensum. Den enkeltes opgave med at tilegne sig fornøden indsigt i den danske kulturarv kan selvsagt ikke begrænses til nogen liste. Kanonen tjener snarere som et fundament udfra hvilket den egentlige fordybelse, det vil sige den egentlige fuldbyrdelse af de berigede åndsevner kan påbegyndes: at tage indsigterne og erfaringerne i anvendelse og imødegå nationenes kulturelle udfordringer som engageret borger, som dansker, ikke bleg for at diskutere og forsvare de nationale værdier.

Under udarbejdelsen af denne kanon har vi gjort os mange overvejelser om hvorledes den kulturelle arv bedst repræsenteres. For at erfare den danske folkeånds dannelseshistorie må alle de mange forskelligartede idéer repræsenteres, og ikke blot de slidstærke som har overlevet generationer og som danner rygraden i vor kultur. Divergerende opfattelser af både den enkelte persons opgaver og kulturens udfordringer, samt de præstationer som har sat milepæle i nationens historie, må alle vies opmærksomhed når et lands særlige kultur vurderes.

Til overleveringen af ældre tiders åndsfrembringelser og kultur tjener i særlig grad et folks litteratur. Konfronteret med disse oplever vi at de er frembragt såvel af historiske som æstetiske hensyn. Netop denne omstændighed gør at vi ikke bare skal begrænse os til at studere de anskuelser og vurderinger som litteraturen artikulerer, men tillige må vie den særlige måde hvorpå disse er fremstillet vor opmærksomhed. Hvorfor er da udtryksmåden særlig vigtig at granske i detaljer? Fordi netop de foretrukne måder at meddele sine efterkommere det livssyn som kendetegner et folks øjeblikkelige stemning, danner den bedste klangbund for fyldestgørende at annamme den ånd i hvilket budskaberne blev givet. Litteraturen bærer altså i sig den sproglige gestaltning af det særligt danske livssyn.

Sproget er produktet af den menneskelige åndskraft. Overalt hvor der er sprog, er den menneskelige ånds oprindelige sprogkraft virksom, og ethvert sprog er i stand til at opfylde det universelle mål, som denne naturlige menneskelige kraft stræber mod. Ved at undersøge den indre form, hvori den menneskelige sprogdannelses oprindelige begivenhed differentieres, viser det sig, at ethvert sprog er en selvstændig verdensanskuelse. Det er den enkelte nationens åndskraft, som kommer til udtryk som sprogets inderste mening. Selve sprogets lydlige differentiering konstitueres netop af denne inderste mening. At sproget derfor tillige er en verdensanskuelse turde hermed fremgå; den levende taleakt, den sproglige energeia er selve sprogets væsen, og den er båret og bæres fremdeles af et folk. En stor fejltagelse, den som har ledt så mange tænkere til den fortvivlende påstand, at et folks identitet ikke er bundet til dets sprog, kommer sig af antagelsen af en konstrueret, sprogløs menneskeverden, som sprogligheden på et eller andet tidspunkt har hævet sig op over. Over for en sådan konstruktion behøver man blot at betone at sproget lige fra begyndelse er menneskeligt. Denne konstatering giver ikke blot spørgsmålet om sprogets oprindelse en anden mening, men er også grundlaget for en vidtrækkende, antropologisk indsigt. Vi vil ikke her følge disse overvejelser yderligere, da allerede den vigtigste erkendelse er gjort; det danske sprogs egenart er i al væsentlighed udgangspunktet for vor danske identitet. Det danske sprog som vi alle deler er vores åbning mod verden. Det er med dette sprog at vi afstemmer vores opfattelse af verden omkring os. Med sproget deler vi vore glæder og sorger med hinanden. Hvad er da mere naturligt end at følge dette sprogs udvikling, og hvem bringer os mere end nogen andre vort sprogs smukkeste, men også skarpe og til tider, når dette kræves, stødende og sårende eksempler ? Svaret ligger lige for: vore elskede forfattere. For at ikke disse skal blive glemt, har vi udarbejdet denne kanon. For at vi fortsat kan få del i ældre generationers erfaringer, og forstå med hvilke møje og besvær, men også glæde og jubel, vor særlige folkeånd er dannet. Med andre ord: for at vi kan forstå os selv og vort folk, for at gøre os klogere på os selv og berige vor viden om den kulturhistorie, vi er en del af, for at give os referencepunkter og bevidsthed, hvad der i vor kulturarv er både værdifuldt og af god kvalitet og værd at bevare til vore efterkommere. Dertil er denne kanon udarbejdet.

Det fællesskab i følelser og bestræbelser som enhver nation må forudsætte hos dens befolkning, gives ikke blot via den fælles afstamning, men også via de kulturelle traditioner. Enhver er som menneske spændt fast mellem traditionen og situationen og er nødt til eksisterende at forholde sig til dem begge. Ingen kan undgå i hvert øjeblik på en eller anden måde at måtte lade sin tilværelse være bestemt af dette forhold. Traditionen fører os hen til stedet, hvor vi står, og udruster os til at være netop dem, vi er. Og situationen fordrer af os, at vi på det sted, hvor vi er, og som dem, vi er, ikke må nøjes med at være, hvad vi allerede er, men skal gribe, hvad vi skal være. Traditionen giver os betingelsen for at gøre det, som situationen fordrer af os. Og omvendt giver situationen os med sin fordring betingelsen for at høre og forstå, hvad det egentlig er, som traditionen giver. Traditionen er fortiden, sådan som den ved sit indhold er bestemmende for vor nutid, altså fortiden som udgangspunkt for os. Og situationen er nutiden, sådan som den er bestemt af fremtiden, der endnu er uden indhold, altså nutiden som stedet for vor afgørelse. I og med, at den enkelte selv må kæmpe både imod traditionen og situationen - imod traditionen, fordi den vil hindre ham i at gribe situationen, imod situationen, fordi den vil slå grunden væk under hans fødder og gøre ham rodløs og således også hindre ham i afgørelsen - erfarer han også disses to eksistensbestemmelser som en krig dem imellem. Traditionen ser ud, som om den bestandig er på vej til at overtage situationens rolle, fordi den vil henvise til, at den i sig rummer en sådan fylde, at der deri må være mere end nok til at udfylde den forsvindende plads, som situationen er i stand til at indtage. Traditionen ser ud som en Goliath, der kommer rustet med sværd og spyd og med sit imponerende ydre håner den lille ubevæbnede og uerfarne situation. Og omvendt ser situationen ud som den revolutionære fanatiker, der ikke vil andet end oprør, mord og brand for selv at komme til at overtage traditionens dominerende rolle. Det ser ud, som om den mener, at det var bedre, om der slet ingen tradition var, men at alt blev forvandlet til situation. Og deri ligner situationen Rehabeam, der ikke lyttede til de råd, de gamle gav ham, men kun rådførte sig med de unge, der var vokset op sammen med ham. Situationen bliver som oprør sig selv nok og glemmer, at den kun kan være situation eller forstå sig selv i at være situation ved at forholde sig til og lytte til traditionen.

Kanonen fungerer altså som et priviligeret iagttagelsespunkt hvorfra de i kulturen rodfæstede værdier samt det i vort sprog befæstede verdenssyn kan anskues. En egentlig folkepsykologi er dog ikke på tale, da ikke blot de åndelige ejendommeligheder som kendetegner det ene folk over det andet, da skulle søges forklaret, men tillige årsagerne til deres fremkomst og udvikling. En sådan videnskab kunne nok komme på tale, og helt ned i folkeskolens yngste klasser kunne da også lærdommen fra denne disciplin med stort udbytte søges formidlet. Denne opgave griber dog vidt ud over ambitionen med nærværende tekstsamling. Den store danske kanon udgør i denne sammenhæng blot et første skridt, men besidder alligevel den betydelige fordel, at dens rigdom med en ikke uoverkommelig indsats skulle kunne erhverves af enhver. Hvad skulle i grunden kunne afholde folk fra at tage del i studiet af denne kanon? Dens vidnesbyrd alene skulle kunne appellere til et mangfoldigt publikum, og særlig mange vil uvægerligt følge den opfordring der ligger deri; fordi næsten alle føler, at de burde foretage den omvæltning i deres liv som erfaringens rigdom byder til. Og når de ikke gør det, er det vel nærmest af magelighed; de vil og kan ikke forandre de livsvaner, de har lagt sig til, de vil ikke være afstikkende i de kredse, de kommer i, og de vil ikke indlade sig på noget, der kan koste åndelig anstrengelse.

Til hele det danske folk fremsætter vi nu dette righoldige udvalg af vor litteraturs ypperste værker. Således at give en gave er ingen ligefrem sag, men følger af visse overvejelser, thi at give en gave på rette måde, det er en fin kunst. Give den på en sådan måde, at den ikke bliver byrde for den modtagendes sind; give den sådan, at den bærer med sig en strøm af varme, som vækker taknemmelighed og alt godt – aldrig sådan, at kravet eller forventningen om taknemmelighed følger gaven på vej. Den der, om end nok så fint, pukker på ret til taknemmelighed, han har gjort sin gave til en handel, han har selv udstedt kvittering for modtaget løn. Modtagelsen af kanonen forpligter alligevel, dog ikke således at vi, Kanonudvalget, kommer til at stå i regnskab med modtageren, det danske folk. Nej, regnskabet står mellem folket og kulturarven, thi arv forpligter. At vi overhovedet kender vor egen rige historie og fortsat forfægter vor kultur når denne kommer under pres, det er på en og samme tid vort lod og vor belønning. At vi ikke, når vort lands værdier trues af udefrakommende strømninger, skal krybe langs panelerne, men tør stå ret op, og, besindet på egen identitet, tør tale udfordrerne midt imod!

Vi foregiver på ingen måde at denne kanon er komplet – at ikke andre værker fra vort riges litterære arv kunne have fortjent en plads heri – men den er frugten af lang tids slidsomme arbejde, og vi tør nok, i al beskedenhed, stå ved, at den rummer uvurderlige rigdomme og den skulle kunne inspirere til mange stunder med læsning af vor danske kulturs enestående litteratur.

Rigtig god fornøjelse!
Kanonudvalget