Michael & Johanne Elisabeth Agerskov: Hilsen til Danmark (1959)
"Ak Brødre, findes der ikke en Mand,
der kan til Orden jer kalde?
Her trænges til en mægtig Pøs Vand –
til en, der la'r Pisken knalde!
Dog, Manden findes for Tiden ej,
hvad nytter det, at jeg raaber –
saa trask da af Sted jer egen Vej,
I dumme, forblindede Taaber! –
H.V. Kaalund.
1911"
Michael & Johanne Elisabeth Agerskov: Hilsen til Danmark.
Folmer Hansens Forlag, 1959. ('Andegaarden', p. 65)
Ulla Albæk: Dansk stilistik (1963)
"Hos Formkunstneren skyes i Almindelighed de slidte Vendinger (bruges lejlighedsvis satirisk); Klicheerne er imidlertid ofte det, der lettest sagt lettest forstaas, og de opfylder derfor en Mission i Avissprog og lignende neutral Prosa. Desuden er der en stor Del af Sproget, der ligger fast og bruges i enhver Stilform uden at det fornemmes som slidt. En Stil, der udover et vist Maal undgaar det normale Udtryk, føles som kunstlet. Grænserne for det banale og for det affekterte har altid været et Stridspunkt for Smagsdommerne."
Ulla Albeck: Dansk Stilistik.
Gyldendal, 1963.
(p. 16)
Benny Andersen: Puderne (1965)
"– Selvfølgelig bliver der ringet til os. Men sådan for alvor … er der nogen der vil os noget? – bortset fra lige at høre hvordan det går, eller fortælle at de har fået bil, eller at de rejser væk et stykke tid, eller om vi har gemt avisen fra den syttende, for der stod noget de skulle se, og nu er de kommet til at smide den væk.
– Hvad havde du tænkt dig? Skulle de udøse deres livshistorie for dig – eller be om din? Hvad forlanger du i det hele taget?
Palle bed i det sammenlagte knækbrød igen. Forlange-forlange. Nej det var ikke sådan…"
Benny Andersen: Puderne.
Borgen, 1965.
('Opringningen', p. 94)
Hans Christian Andersen: H.C. Andersens Eventyr (1835-72)
"Nu krøb lille Claus op paa Skuret, hvor han laae og vendte sig, for at ligge rigtig godt. Træskudderne for Vinduerne sluttede ikke oventil, og saa kunde han see lige ind i Stuen.
Der var dækket et stort Bord med Viin og Steg og saadan en deilig Fisk, Bondekonen og Degnen sad til Bords og ellers slet ingen andre, og hun skjænkede for ham og han stak paa Fisken, for det var noget han holdt af.
"Hvem der dog kunde faae noget med!" sagde lille Claus, og rakte Hovedet lige hen mod Vinduet. Gud, hvilken deilig Kage han kunde see staae derinde! Jo, det var Gilde!
Nu hørte han Een komme ridende paa Landeveien hen imod Huset, det var Bondekonens Mand, som kom hjem.
Det var saadan en god Mand, men han havde den forunderlige Sygdom, at han aldrig kunde taale at see Degne; kom der en Degn for hans Øine, blev han ganske rasende. Derfor var det ogsaa, at Degnen var gaaet ind for at sige god Dag til Konen, da han vidste Manden ikke var hjemme, og den gode Kone satte derfor al den deiligste Mad, hun havde, for ham; da de nu hørte Manden kom, bleve de saa forskrækkede, og Konen bad Degnen krybe ned i en stor tom Kiste, der stod henne i Krogen; det gjorde han, for han vidste jo, at den stakkels Mand ikke kunde taale at see Degne. Konen gjemte gesvindt al den deilige Mad og Viin inde i sin Bagerovn, for havde Manden faaet den at see, saa havde han nok spurgt, hvad den skulde betyde."
Hans Christian Andersen: H.C. Andersens Eventyr, I-VII.
Hans Reitzel, 1963-90.
('Lille Claus og store Claus', bd. I, pp. 31-32)
Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner (1977)
"hun sidder i sin lækre fempersoners fløjlssofa
hun og børnene har taget bad
hun har læst en historie for dem inden de skulle sove
aftenen har været god, de har også fået ordentlig mad
hun sidder og læser i en bog af Villy Sørensen
drikker the uden at spise noget til
hun skal tabe sig fem kilo"
Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner.
Gyldendal, 1977.
(p. 44)
