"Ironi som et behersket Moment viser sig netop dervedi sin Sandhed, at den lærer at virkeliggjøre Virkeligheden, derved, at den lægger det vedbørlige Eftertryk paa Virkeligheden. Heraf kan dog ingenlunde være Meningen, at ville paa godt St. Simonistisk forgude denne, eller at nægte, at der er, eller idetmindste, at der bør være i ethvert Menneske en Længsel efter et Høiere og Fuldkomnere. Men denne Længsel maa ikke udhule Virkeligheden, tvertimod maa Livets Indhold blive et sandt og betydningsfuldt Moment i den Høiere Virkelighed, hvis Fylde Sjælen attraaer. Herved faaer Virkeligheden sin Gyldighed, ikke som Skjærsild; thi Sjælen skal ikke saaledes luttres, at den ligesom ganske nøgen, blank og bar skulde løbe ud af Livet, men som Historie, hvori Bevidstheden successivt udlever sig, dog saaledes, at Saligheden ikke bestaaer i at glemme alt dette, men bliver præsent deri. Virkeligheden vil derfor ikke vrages, og Længslen skal være en sund Kjærlighed, ikke en kjælen, blødagtig Listen sig ud af Verden. Det kan derfor være sandt, naar Romantiken længes efter et Høiere; men som Mennesket ikke skal adskille, hvad Gud har sammenføiet, saaledes skal det heller ei sammenføie hvad Gud har adskilt, men en saadan sygelig Længsel er netop et Forsøg paa at ville have det Fuldkomne før Tiden. Virkeligheden faaer derfor sin Gyldighed ved Handling. Men Handling maa ikke udarte sig til en vis taabelig Utrættelighed, den bør have en Aprioritet i sig, saaledes at den ikke fortaber sig i en indholdsløs Uendelighed."
Søren Kirkegaard: Om Begrebet Ironi. (Samlede Værker, bd. I. Gyldendal, 1962: pp. 330-31)
Hans Kirk: Fiskerne (1928)
"Thomas Jensens venlige Stemme kom dybt indefra og havde en sær betrængt Styrke. Ak, omvend dig, var hvert af hans Ord. Omvend dig og faa Fred i Sjæl, læg dit Kors paa Frelseren, han bærer det og mere til. Esben saa' ind i en skøn og frem Verden. Jesus, Børn og Arbejde. Arbejde giver Føden, og Jesus skænker Freden, og Børnene de velsignede Straa paa Verdens Mark.
Da Esben kom hjem, gik han ud i Stalden og sad lidt paa den gamle Foderkiste. Der var lunt, og Køerne gned de varme Muler mod hans Frakkeærme. I Stalden mellem de enfoldige Dyr var Jesusbarnet kommet til Verden. Hans lille Ansigt havde spejlet sig i deres Øjne. Dyrene havde snuset til ham og slikket hans Krop."
Hans Kirk: Fiskerne. Gyldendal, 1947. (p. 117)
Søren Krarup: Selvbesindelse (1976)
"Der findes i os en uro,
en trang til at samles og bære byrder i fællesskab.
Uudtalt, ikke hørligt lyder det
over landet:
Lad os få lov til at stå ved hinandens side!
Nu løber splittelsen gennem Danmark,
og jorden slår revner som i tørke
og åbner kløfter og afgrunde.
Frygten for fremtiden kaster uophørligt sit
hede lys ned over vore hoveder.
Det visner!
Snart kan vi ikke tale sammen og nå hinanden.
Vi går hver sin vej.
Lad os da standse vore skridt!
Lad os vende om fra de tørre veje
og gå tilbage mod hjemmet!
Lad os søge mod det, der samler
og binder os sammen med
lette, men stærke bånd!
Lad os atter blive et folk!"
Søren Krarup: Selvbesindelse. Gyldendal, 1976. ('Dansk stemning 1975', p. 7)
Tom Kristensen: Fribytterdrømme (1920)
"En skidden Hund med lange gule Tjavser
og med en skallet Tumpe hinker om
i lunkne Drømme om små Ådselsmavser,
mens Maven som en Skralle rumles tom.
Dens rødligt blege Tunge langs med Gruset,
dens blåligt matte Blik en Tåreflom,
dens arme Hjerne sol og sultberuset,
dens Liv en Drøm, dens Drøm en snarlig Død.
Thi vågent liv er Jagten efter Mad,
er Sving med Halen for et topfyldt Fad,
er Hundekærlighed og Hundehad;
men en drøm om Livet er en snarlig Død"
Tom Kristensen: Fribytterdrømme. J.L. Lybeckers Forlag, 1920. ('Drømmen om Adén', p. 27)
Hans Vilhelm Kaalund: Samlede Digte (1898)
"Til Virkeligheden
I.
Min Tugtemester, min store Lærer,
min Hyldest jeg Dig i Sang frembærer!
Alt dengang jeg blev fra Brystet vænt,
jeg tror, mit Forhold til Dig var spændt.
Du tog min Kjæphest, min Top og Trille.
Jeg maatte jo taale det! jeg var den Lille.
Der vanked Buler, der vanked Stød,
og Du var saa haard og jeg saa blød.
Og alle de Huse af Kort, jeg rejste,
de faldt overende, som bedst de knejste;
det var Dig, det var Dig, som rev dem omkuld!
Hvor kunde Du være saa ondskabsfuld?
Jeg havde drømt Dig foruden Skygge,
en straalende Verden af Lys og Lykke.
Jo mere jeg voxed, jo mere jeg saae,
Du var ikke rigtig at stole paa.
Jeg vilde lege og juble i Solen;
men de trak mig fra Legen afsted til Skolen.
Dér satte de mig paa den haarde Bænk
og sagde: "Bryd nu dit Hoved og tænk!"
Og jeg tænkte og svedte og pinte min Hjerne
for at finde blandt Skallerne Kundskabens Kjerne.
Men det Meste var Skaller og Avner, jeg fandt.
Jeg syntes, jeg tabte langt mér, end jeg vandt.
Derude – derude slog Fuglen sin Trille,
dér sprudled jo Livsglædens herlige Kilde!
Jeg maatte derud for at prøve mit Mod –
der var Ungdom og luende Ild i mit Blod.
Saa jog jeg afsted over Bjerge og Dale
for at gribe den flygtende Fugl ved dens Hale;
men jeg mærked det snart, jeg var kun dens Gjæk:
naar jeg kom, hvor den sad, da var altid den væk.
Af Roser, af Roser vel tusind jeg plukked;
men tilblods blev jeg revet, tilblods blev jeg stukket.
Der var Fald for min Fod, der var Sten paa min Sti,
og Nøden i Pjalter mig humped forbi.
II.
Og jeg skulde trælle og være din Slave
i saadan en Verden, bedækket med Grave!
Nej aldrig! aldrig! – Jeg bød Dig Trods!
Hvem var den Stærkeste vel af os?
– Saa toge vi To et Tag med hinanden,
om hvem af os der var Overmanden.
Det var mig, der vakled, og Dig, der stod;
jeg kunde ej rokke din faste Fod.
Jeg vilde Dig i mine Arme hæve,
men følte i Afmagt mit Knæled bæve.
Jeg søgte i Luften et Støttepunkt,
men Arbejdet blev mig dog altfor tungt.
III.
Din blev da Sejren – jeg maatte vige –
men Hersker jeg var i mit eget Rige!
Jeg var jo født med et Scepter i Haand:
en Evighedsarving, en fribaaren Aand,
og ejed det stolteste Kongedømme,
som nogen Fantast har sét i Drømme,
en Verden – ikke som din af Muld,
men straalende lys og underfuld.
Dér flygted jeg ind og lukked hver Sprække,
dér skulde ikke din Arm mig række!
– Men som en Kreditor barsk og raa
Du stod derude og bankede paa.
Det hjalp kun lidt, at jeg stopped mit Øre,
jeg kunde din Kalden derude høre:
"Luk op, Du Daare! luk Livet ind,
og giv mig dit luftige Hjernespind!"
IV.
Og jeg gav Dig det Alt! Jeg bad ej om Naade,
men aabnede Porten saa højt, jeg formaaede!
Og det var, som faldt fra mit Øje et Bind –
jeg bød Guds Verden et frejdigt "Kom ind"
med dens Skygge og Lys, dens Sorg og dens Gammen,
og jeg synes, nu passe vi herligt sammen!
Og tager den stundom ej paa mig blidt,
og synes for tung mig dens Lærdom tidt,
og skotter endnu jeg som Barnet til Riset
og drømmer imellem om Paradiset,
og kan ikke rime det Alt, hvad sker,
med mine ønsker og mine Ideer –
jeg tænker, jeg faar det vel nok til at passe,
naar jeg rykker op i en højere Klasse!"
Hans Vilhelm Kaalund: Samlede Digte. Gyldendalske Boghandel, 1898. (pp. 248-253)
