C.A. Ægidius: Mænd - En Spejderbog, Læsning for dansk Ungdom (1915)
"I al sin Færd var han en saare beskeden Mand, og skønt han var rig, elskede han Tarvelighed ikke blot ved sit Bord men i sin Klædedragt. Maaske har det sidste været en medvirkende Aarsag til, at han paa en Audiensdag saa en hel Del faa Foretræde hos Kongen førend han, skønt han dog som Landets fornemste Mand havde Krav paa at blive først indladt. Da en Hofmand opdagede det og gjorde Undskyldning, fik han til Svar: "Jeg skal sige Dem, Gamle Niels er ved at blive glemt".
Hans Sind blev sjælden eller aldring bragt ud af Ligevægt, og som Eksempel paa hans uforstyrrelige Ro fortælles, at da han engang var gaaet i Land, hørte han Nødskud fra sit Skib, der var kommen i Brand. Da han kom, var Officererne i Færd med at forlade Skibet og raabte til ham, at Ilden var saa nær Krudtkammeret, at man hvert Øjeblik kunde vente, at Skibet sprang i Luften. "Er det saadan fat, er det nok bedst, at jeg kommer til", svarede Niels Juel og gav Sluproerne Ordre til at ro ham ud til det brændende Fartøj, hvor han saa traf foranstaltninger til at faa Ilden slukket.
I Ligtalen over ham hedder det, at selv om han førte Blodfanen, stod han selv under Troens Banner. Han bluedes ikke ved at være Gud bekendt, men ærede ham offentlig i hans Forsamling og forsømte aldrig Kirken. Man hørte aldrig en Ed af hans Mund, og hørte han den af andre, sparede han ikke at straffe det, og skete det ved hans Bord, forlangte han en Bøde til de Fattige. Morgen og Aften samlede han sine Børn og sine Husfolk til Andagt, og før han gik i Kamp holdt han Bøn.
Det er saadanne Mænd, der skaber Dygtighed, Tillid og Mod omkring sig og som i Eftermælet sikrer sig en umistelig Plads."
C.A. Ægidius: Mænd - En Spejderbog, Læsning for dansk Ungdom.
Albert Bayers Forlag, 1915.
(pp. 70-72)
Jens Peter Ægidius: Mytologi og folkehøjskole (1978)
"På samme måde vil Grundtvig se en parallel mellem enkeltmenneskets og det enkelte folkeslags livsløb: også folket har et levnedsløb gennem de samme livsaldre som enkeltmennesket, og hvert folk har dertil sin opgave i hele menneskeslægtens historie, nogle endda som "hovedfolk". Dette syn på menneskelivet og på historien som helhed udspringer af den tro at mennesket er skabt i Guds billede, og udgør hvad Grundtvig kalder den "mosaisk-kristelige Anskuelse". Den er ikke så snævert knyttet til den kristne at den kun kan deles af kristne; han skelner mellem den kristne tro og den kristelige anskuelse og mener at den sidste udmærket kan deles af "Naturalister af Aand": folk som anerkender menneskelivets guddommelige udspring, som deler den anskuelse at mennesket tidligt på sin bane har oplevet et skæbnesvangert fald, men som blot er uenig med de kristne om hvordan dette fald kan oprettes.
Mens oldtidens og middelalderens verdenshistorie udspillede sig omkring Middelhavet med hebræere, grækere og romere som hovedfolkene, så er lysestagen nu, efter Grundtvigs overbevisning, flyttet til folkeslagene omkring de nordlige have, til nordboerne som det fjerde hovedfolk. For Grundtvig omfatter de nordiske folk ud over de skandinaviske folk og islændere også englænderne, idet det engelske folk blev til gennem udvandring fra Danmark; den verdenshistoriske opgave han ser tildelt de nordiske folk i nutiden: at skabe en "nordisk folkelig videnskab", mener han dog ikke at det engelske folk kan inddrages i, dertil er efter hans mening de "kolossalske Højskoler" i Oxford og Cambridge for inficerede med den "Italienske Videnskabelighed" eller "romerske U-Aand". Men Shakespeare værdsætter han meget højt, hans digtning er en udladning af "Nordens Kæmpe-Aand", han er en hedensk profet for den nordisk-folkelige "vidskab" som skal komme."
Jens Peter Ægidius: Mytologi og folkehøjskole.
Fri Nordisk Folkehøjskole, 1978.
(pp. 12-13)
Andreas Æreboe: Forslag til mine Medborgere om en Havns Anlæggelse ved Helsingøer (1804)
"Af Dagen No. 36 og 37 sees, at de Skibe som i paakommende Uveir have været nødsagede til at gaae ind i Risehavn, for det meste ere blevne beskadigede af de der i Grunden staaende Pæle. Et saadant Uheld ønsker nu naturligvis enhver veltænkende Helsingøers Borger, saavelsom inden og udenlands assurandeurer forebygget. Det sikreste Middel til dette Ønskes Opnaaelse ville efter mine Tanker være, at anlægge en alt i mange Aar forønsket Havn ved Byen, hvor de Skibe kunne søge Sikkerhed som i Efteraarets stormfulde Dage passere Sundet. Omkostningerne til denne Havns Anlæggelse ville, efter en løselig Beregning beløbe til 250000 Rdlr. Denne Summa er nu vist nok alt for betydelig til at det skulle være passende i nærværende Tids Punkt, at anmode og bebyrde den Kongelige Kasse om at bestride samme. Til den Tilveiebringelse om mueligt, foreslaaer jeg derfor, at et Selskab forener sig til efter en vel igiennemtænkt Plan at indbyde ikke alene mine Landsmænd i begge Rigerne, men ogsaa fremmede Redere og SKibsassurandeurer til at træde sammen i et Interessantskab."
Andreas Æreboe: Forslag til mine Medborgere om en Havns Anlæggelse ved Helsingøer.
Trykt paa Forfatterens Bekostning hos Andreas Geidelin i Store Kannikestræde no. 45, 1804.
(pp. 5-6)
Rasmus Æreboe: Notarius Publicus Rasmus Æreboes Autobiografi (1685-1744) (1889)
"Ligesom nu dette næst afvigte Aar havde været blandet med Møje, Arbeid, megen Livs Fahre, Sorg og Fortred, i hvor vel ieg, Gud være æret, stedse var ved et frisk Moed, saa tvert imod var fra denne Tiid til Aaret derefter, omtrent ved samme Tiid igien, det et saadant Aar for mig, som ieg stedse har kaldet mit lyksalige Aar; thi jeg ieg laae Vinteren over i Dantzig, havde ingen Ting at bestille uden at skrive et eller to Postbreve om Ugen til Envoyen og hver Løverdag at give de hos mig tilbage blevne Folk Kostpenge og for Resten at bruge den øvrige Tiid til mine Studeringer, egen Nytte og Fornøyelse. Imidlertiid læste ieg alle de geistlige og historiske Bøger, som ieg kunde bekomme, lagde mig og meere efter det Tydske, frandske og hollandske Sprog, med et Ord, ieg læste, hvad og saameget som ieg vilde og kunde, og toe Gange om Ugen besøgte jeg det der værende berømmelige Coffee-Huus om Postdagene for at læse Aviserne, som var fast i alle europiske Sprog, ja endog paa Latin og Græisk, hvorudover der til same Huus var en utroelig Søgning af alle Stænder."
"– "Morten!" udbrød jeg, "Lediggang er Djævelens Hovedpude. "Medens Du har ligget og døset, har jeg samlet Materialier til Øens fuldstændige Beskrivelse. Hvad skal det betyde? Hvorfor gaaer Du saaledes og hænger? Du har havt Lykken med Dig langt mere end de Fleste, og dog er der ikke Spor af Glæde eller Tilfredshed at see hos Dig; men dersom Du vil blive saaledes ved, som Du har begyndt, maatte Du ligesaa gjerne blive herovre hos Jordrotterne paa Klintholmen; thi jeg indser ikke, at Du kan gjøre mindste Nytte i Verden, naar Du ikke vil opmande Dig og ryste Dovenskaben af Dig."
Denne min Tiltale havde den Virkning paa Morten Luther, at han forandrede sin liggende Stilling til en siddende og svarede:
– "Du har Ret, Morbro'er! Hundrede Gange har jeg sagt mig selv det. Jeg er det utaknemmeligste og unyttigste Mennesker, der kan tænkes.""
H.J. Æskemose: En Reisebeskrivelse.
Chr. Steen & Søns Forlag, 1854.
(pp. 32-33)
