Ole Grünbaum: Emigrér (1968)
 
"Skolen er en tvang, både at gå der og at være der. Den er isoleret fra det øvrige liv: der lægges ikke vægt på, at man vælger det liv, man ønsker, eller at man lærer at vælge det liv, man ønsker.
Skolen tager initiativet fra børnene og lærer dem at indordne sig andres mening med dem. Endvidere er den rettet bagud. Netop på grund af dens hierakiske struktur trænger nye ideer langsomt igennem, hvilket er meget uheldigt, da det jo mest er børn, der udsættes for den."

 Ole Grünbaum: Emigrér.
Hans Reitzels Forlag, 1968.
(p. 20)
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig: Sangværk (1837-1881)
 
"Er som Faar vi uden Hyrde?
Kan den store Ulv os myrde,
Som et Lam paa vilden Sti?
Da vi løs os rev fra Paven
Blev da kun for Hyrde-Staven
Og Velsignelsen vi fri?
 
Var den Munk en Anti-Christen,
Vi har sat paa Helgen-Listen,
Som Sanct Peders Eftermand?
Er den Vantro, vi beklage,
Al vor Sygdom, al vor Plage,
Kun en Frugt af Kirkens Band?
 
Nei, hvad end med Suk vi savne,
Det er dog ei Helgen-Navne,
Aflads-Brev og Pavedom;
Deri stikker dog ei Broden,
At os løs vi rev fra Døden
Og fra Djævelen i Rom!
 
Som en Dødning sidder Paven,
Hoisat paa Apostel-Graven,
Kronen er af Guld-Papir,
Riget er en Rover-Rede,
Han til Sværd har kun en Skede,
Og en opslidt Pen til Spir!
 
Alting tørt som visne Grene,
Alting koldt og dødt som Stene,
Hvad end giælde skal for Aand,
Saa Bansættelse det ligner,
Hvergang Paven Folk velsigner
Med sin tørre, tomme Haand!
 
Os dog trøster end i Vaanden
Og velsigner Hellig-Aanden,
Stænker med sit Vie-Vand!
Christenhedens ægte Pave,
Guds Fuldmægtig i det Lave,
Aldrig satte os i Band!
 
Nei, os Lykken var langt bedre,
Herrens Aand med vore Fædre
Los sig rev fra Kirkens Lig,
Skabde, under Graad og Smerte,
Af det ømme, svage Hjerte,
Legem nyt vidunderlig!"

 Nikolaj Frederik Severin Grundtvig: Sangværk, I-VI.
Det Danske Forlag, 1944-64.
('No. 396', bd. I, pp. 665-67)
Niels Pedersen Grunnet: Hvad er en Lutheraner? Eller hvorfor kalder du dig luthersk? (1888)
 
"I hvilken Betydning kalde vi os da egentlig Lutheranere? Dermed vil vi intet andet sige, end at vi ere Kristne, der holde den Lære for den rette, som Luther af Guds eget Ord med saa stor Kraft og Klarhed drog frem og bekjendte for al Verden. Hvo der udvortes bekjender sig til denne Lære, kalde vi en Lutheraner. Men en sand og ægte Lutheraner er alene den, som formedelst den Hellig Aands Gjerning i Sjælen af Hjærtet tror og bevarer Troen i en god Samvittighed."

 Niels Pedersen Grunnet: Hvad er en Lutheraner? Eller hvorfor kalder du dig luthersk?.
S.L. Møllers Bogtrykkeri, 1888.
(p. 6)
Jørgen Gry: Den virkelige Kristentro med sin Ægtheds-Sikring ved den af Jesus fremlagte Prøvesten, der altid under enhver Forfalskning skjelner fuldkommen sikkert og klart mellem ægte og uægte Kristentro (1913)
 
"Virkningen af falsk Tro.
 
Menneske-Dyret er en uvirkelig Foreteelse – et af en falsk Troes Løgn fremgjøglet Døds-Rige-Phantom, der til Intet gjøres af Sandhedens Lys, d. v. s. viser sig i dette at være, hvad det er og altid var: et Misforstaaelsens Intet; men et Intet, der før det saaledes tilintetgjøres, tiltvinger sig Herredømmet over Menneskets Evner og Kræfter.
Et sligt Intet viser Menneske-Dyret – eller rettere Udyret – sig at være i Sandhedslyset, som er det Livets Lys, der naturnødvendigt oplyser inderst inde – om end mer eller mindre lønligt i Henhold til Individets aandelige Udviklingstrin – hvert Menneske, der kom til Verden, fordi hvert Menneskevæsen er i sig selv en alfuldkommen Afbildning af Al-Organismen og dens Aand og er saaledes selv Sandheden i sin Helhed – ja er i sig selv klar og ren Sam-Viden og Sam-Villen med Gud, Al-Organismens Aand, den almægtige, alvidende og alvise Alkjærlighed, og er dette naturnødvendigt, fordi denne Livslys-Existensform er den absolut eneste mulige for begrebsmæssigt selvbevidste Væsener i den eneste ene, absolut alt Virkeligt indeholdende Al-Organisme.
Dybere og dybere trænger den begrebsmæssige Selvbevidsthed ind i Menneskevæsenet, efter som dets aandelige Udvikling fremmes – den Selvbevidsthed, der er et med Erkjendelsen af Sandheden – indtil den til Bunds trængte Selvbevidsthed ved Indtrædelsen af Menneskets aandelige Fuldvoxenhed og Fuldmyndighed fremlægger til alfuldkommen, absolut mistydningsfri, direkte Beskuelse for alle Væsenets indadvendte Sanser Sandheden i sin Helhed."

 Jørgen Gry: Den virkelige Kristentro med sin Ægtheds-Sikring ved den af Jesus fremlagte Prøvesten, der altid under enhver Forfalskning skjelner fuldkommen sikkert og klart mellem ægte og uægte Kristentro.
E. Kjeldsens Bogtrykkeri, 1913.
(pp. 5-6)
Jens Christian Grøndahl: Hjertelyd (1999)
 
"Vi endte på Andys Bar. Det er stadig et af de sidste steder, hvor man kan skjule sig for det truende daggry. Her løber nattens ruter sammen i de tidlige, tilrøgede timer. De dunkle lokaler fungerer som byens hjertekammer, hvor den besværet modtager sin cirkulerende strøm af fantaster, vismænd, og falmede skønheder, før de pumpes ud i dens tomme morgengrå færdselsårer.
Jeg var lige ved at brække mig, da Adrian stillede en flok duggede guldbajere på vores bord. Ariane drak af flasken på en graciøs måde, som jeg aldrig havde set nogen gøre før, som en prinsesse der holdt fridag. Gråskæg betragtede os opmærksomt, mens hun introducerede. Hun var dræbende smuk, og synet af hendes hvide skuldre i den ærmeløse kjole fik mig til at skælve. Hun mindede om et søvnigt rovdyr med sine smilende tænder i læbernes rødmalede indfatning. Jeg spekulerede på om Adrian havde slæbt mig med på Andys, fordi han vidste, at hun ville dukke op. Han havde sikkert gennemskuet mig for længst."

 Jens Christian Grøndahl: Hjertelyd.
Rosinante Forlag, 1999.
(p. 78)
F ← Forrige side Op ↑ Næste side → H