"[…] Uden al filosofisk Foruddannelse anvende de deres Hjælpebegreber, Atomer og Molekyler, uden hvilke de stakkels Fyre have den sorte Stær, paa det, der i sig selv er hævet over al Mennesketanke, og derfor se og beregne de, hvad ingen af os, der skue alt fra oven nedad, kan faa Øje paa. Nej, Æteren er een, udelelig, altomfattende og altgennemtrængende, det alle indbefattende Individ." Her svarede jeg: "Jeg vil ej heller give Fysikeren Ret i at finde sine Molekyler alle Vegne. Den gode Mand er jo omgivet af en Sværm af Molekyler, der følger ham, hvad enten han vaager eller drømmer, som Tonerne sværme om en Stadsmusikant. Men jeg vil give ham Ret, ej i at finde dem, men i at søge dem. Thi Æteren finde vi strakt ud i Rummet. Og det udstrakte maa vi efter Opfattelsens Love begribe stykkevis, med andre Ord anskue det i Dele." "Her rører Du just ved det ømme Punkt. Her staar Du ved den Kløft, Du ej vil overspringe. Thi Du har til en vis Grad Ret, saa længe Du taler om din Opfattelse af den evige Æter. I det udstrakte leder Øjet om Dele. Dette er Sandhed om end den Snak om faste og evige Ætermolekyler er taabeligt Barbari. Men vov nu Springet, forsøg at skue den samme altfødende Æter – for at bruge dette moderne Udtryk – denne natura naturans – for at bruge mit – forsøg at skue den fra dens eget Synspunkt. Hvad saa?" – "Ja, hvad saa, kære lille Mester? Saa er jeg i det Mørke, hvor alle Køer ere sorte og alle Katte graa." "Just det, min bedste, men ud af Mørket opgaar der et Lys, og det, som ej kan fattes stykkevis ved Billeder, det ses i sig selv, naar pludselig Erkendelsens Aabenbaring opgaar for Dig (her mindede Mesterens Lære om Advaita). Da har Du Intuitionen, den højeste Maade, hvorved der begribes." "Altsaa, jeg staar paa Grænsen til, hvad de gamle kaldte for Mystik. Det samme kalde vi, som tænke positivt, for Fantasi. Men Navnet er en Biting. Sig mig da, hvad Du skuer og erkender i den Ekstase, som Du kalder for Intuition. Dog, jeg ved det alt. Du har jo sagt mig det. Altsaa Du erkender et "Pan kai Hen", det store eet og alt. Men sig mig heller, hvordan forliger Du den Enhed, som Du ser i Intuitionen, med den Mangfoldighed, som viser sig for den naturlige Erkendelse. Jeg vender stadig tilbage til dine "Maader" eller, som jeg hellere vil kalde dem, Individer. Hvor kan der være Individer til, naar alt er eet?" Da tav Spinoza en Tid og sagde omsider: "Ja, dette Spørgsmaal har jeg gjort mig selv, og mine Kritikere have sørget for, at jeg skal ikke glemme det. Nuvel jeg tilstaar det: Her er det store Spørgs i mit System; men her i Ensomhed og Selvfordybelse har jeg sat Punktum, hvor Spørgsmaalstegnet stod. Ja, jeg har set mig nødsaget til at drage den sidste strenge Konsekvens af mit Udgangspunkt, Substansens Definition." Da bøjede jeg mig forover. Som en Kat, der lurer paa en lækker Mus, saaledes ventede jeg efter Spinozas Ord. Da sprang det fra hans Mund: "Af Substansens Definition følger, som jeg det alt har lært i Etica: Der er kun een Substans. Men heraf følger med logisk Nødvendighed, at der er intet Jeg og intet Selv, der rettelig bærer disse Navne, uden den eneste Substans. Set sub specie æter ni, i Evighedens Synspunkt, da er der ingen Individer til."
"Hun tænkte på ham, mens hun gik rundt i hans lille lejlighed. Hvordan hun egentlig så på ham, hvis hun skulle være nøgtern. Hun var tiltrukket af ham for ikke at sige forelsket, men i hvad? Ham selv – eller fordi han var Oles diametrale modsætning. Ole var verbal. Per var fysisk. Men det kunne ikke være hele svaret. Måske var der ingen svar. Måske skulle hun ikke lede efter noget, men bare lade det ske. Lejligheden afspejlede tydeligt Per. Hun ville aldrig have valgt kvarteret. Det var egentlig pænt nok, når man tænkte på, hvilke fordomme hun havde om Albertslund. Der lå en række fireetagers boligblokke i gule sten med et velplejet gårdareal, som var befolket af mødre, barnevogne og børn. Udsigten var god: grønne marker og i det fjerne Vestskoven. Per havde bare lejet den. Han kunne ikke lide at være bundet af ting, sagde han. Det var han bestemt heller ikke. Væggene var hvide og bare på nær to smukke japanske samuraisværd, der sad som et kryds på en væg og en plakat fra en tyrefægtning fra Las Ventas i Madrid på den anden. Hun troede først, at det var en af de forfærdelige, hvor turister fik deres eget navn skrevet ind, men det var en original med Paco Camino som hovednavn. Sværdene virkede også ægte og var sikkert købt i Japan. Det var gået op for hende, at Per brugte de fleste af sine penge på at rejse. Eller havde gjort det. Der stod kun få bøger i hans bogreoler: nogle kriminalromaner og en række fagbøger på engelsk om politiarbejde og efterretningsaffærer. Hun gik rundt med et glas rødvin og kiggede. Hun kunne høre Per ude i køkkenet. Han fløjtede. Der var en CD og kasseteafspiller. Til hendes overraskelse var de fleste bånd klassiske med Mozart, Beethoven, Bartok og Vivaldi samt opera og noget spansk guitarmusik. Møblerne så ud som om de var købt i en pænt, men ikke overdrevent dyrt møbelhus. Han havde et tyve tommers fjernsyn med en video. Et ovalt lyst spisebord med seks stole. En lædersofa ved et lyst sofabord og to læderstole fyldte stuen. Parketgulvet var bart på nær et enkelt farvestrålende persisk tæppe."
Leif Davidsen: Den serbiske dansker.
Lindhardt og Ringhof, 1996.
(pp. 129-30)
Tove Ditlevsen: Man gjorde et barn fortræd (1941)
"Resten druknede i musikken, og parret blev af de andre dansende trængt længere ind mod midten af dansegulvet, hvor der næppe var plads til at gøre et eneste selvstændigt skridt, der havde blot nogenlunde lighed med et dansetrin. Det var et eneste rytmisk bølgende menneskehav, tilfældigt samlet og intimt klyngende sig til hinanden, åndende ind i hinandens ansigter. Disse ansigter, på en enkelt undtagelse nær, så uendelig tomme og så uendelig ligegyldige. Tåbelige, unge og svedende – hist og her med svage glimt i blikket af noget, der engang havde været, muligheder, der var gået tabt, evner, der var ødet med, kostelige varer, der var knust og dræbt under jazz'ens idiotiske negerhyl og drifternes skæbnesvange blindhed."
Tove Ditlevsen: Man gjorde et barn fortræd.
Gyldendal, 1996.
(p. 64)
Holger Drachmann: Digte (1872)
"Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
Kragerne fo'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, – selv i Kragesjælen.
Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer."
Holger Drachmann: 'Digte' i Samlede poetiske Skrifter, bd. I.
Gyldendal 1906.
('Ude og hjemme', p. 117)
Frederik Dreier: Fremtidens Folkeopdragelse. Foreløbige Antydninger af en Socialist (1848)
"Den huslige Opdragelse roses ofte som noget Herligt, især declameres der om alle de skjønne Følelser og Stemninger, som en moderlig Omsorg og Opfostring kan frembringe. Men i Virkeligheden findes noget til disse Idealer Svarende uhyre sjældent, i Sammenligning med de modsatte Tilfælde, med alsidig moralsk og physisk Fordærvelse, og selv i de skjønneste Tilfælde er Behandlingen overordentlig lidet hensigtsmæssig til en harmonisk Uddannelse af alle Evner, til Dannelse af dygtige Borgere; en Vane til at drive omkring, syslende med Smaating, til at være god og kjærlig og kjønt artig, ikke at gjøre Støi, ikke at attraae Ting eller Tilstande, som nu een Gang for alle ligger udenfor den lille Kreds, som de ere henviste til, – det er altsammen temmelig lidet sunde og kraftige Tilstande."
Frederik Dreier: Fremtidens Folkeopdragelse. Foreløbige Antydninger af en Socialist.
Philipsen, 1848.
(p. 4)
