– Så lad da tonerne smælde mod himlen! – sagde pastor Nørregaard-Olsen i en lille tale. – Lad sangen løfte og samle! Syng ud, I unge og ældre, som fik en sang-skat i arv, som intet andet folk har mage til! Vi er alle i samme båd. Søens bølgesprøjt rammer os alle. Men bådlaget er enigt og samlet.

Lad da sangen tone, landsmænd, her i dette smukke danske anlæg! Her ved mindesmærket for vor store landsmand og sognebarn, C.C. Skjern-Svendsen! Mon ikke, han kan høre vor sang, dér hvor han nu er? Mon ikke vor frejdige danske sang vil glæde ham? Han var i sandhed en dansk mand! Den danskeste danske! Han vidste, hvad trofasthed er, han lærte os sammenhold, han ejede tillid. Han stolede på Gud foroven, som råder for Danmarkssag! –

– Ro, ro, ro din båd! – sang forsamlingen, mens dirigenten bevægede armene som en kap-roer. Alvor og skæmt skiftede under dette arrangement. Den sømand, han må lide langt mere ondt end godt, godt, godt, sang de. Og Moders navn er en himmelsk lyd. Og festlig og lystig var afslutningen, da alle stemte i på den gamle kanon: Mester Jakob, mester Jakob!

Det var alsangen, som var kommet til Frydenholm.

Alsangen var opfundet af en konditor i Ålborg og havde derfra udbredt sig over det ganske land. Der havde dannet sig en alsangskomité, og i de fleste kommuner sluttede mænd og kvinder op om alsang-sagen og stiftede lokale alsangskomitéer. Det var sang, som forenede, det var fællesskab og sammenhold, som de ansvarlige efterlyste. Myndighederne så med velvilje på sagen, og alsangen blev transmitteret af Statsradiofonien. At synge sig sammen i denne alvorlige tid, det var en god og afledende sag. Ingen havde noget imod, at den folkelige foretagsomhedblev ført ind i musikalske baner."

 

"Hun glattede græsset ved siden af sig med den ene hånd og fandt en lille mælkebøtte frem, hvor vi havde ligget. Den var blevet godt klemt, men den blomstrede, den var gul og var lige ved at være en sjældenhed så langt hen på sommeren. Gerda plukkede den og drejede den et par gange i hånden, mens hun kiggede på den.

– Har du nogen sinde tænkt på, hvor mange gule farver der er om foråret og først på sommeren? spurgte hun. Det begynder med erantis og krokus og vorterod og følfod. Så kommer mækebøtterne og smørblomsterne. Og lad mig se, guldregn og gyvel og kællingetand. Og forsythia og lupiner og roser. Græsset er egentlig også gult i maj, ikke? og skoven, lige når den springer ud. Og min nye nederdel er gul. Og mine sandaler er en lille smule gule, ikke også?"

 

 

"Jordens Lag er Sedimenter af en Væske,

1. Fordi det fintfordelte Stof, hvoraf Lagene bestaar, kun kan være bragt i denne Form derved, at det har været opslemmet i en Væske, har afsat sig fra den ved sin egen Vægt og er blevet glattet ved den ovenstaaende Væskes Bevægelse.

2. Fordi de i Lagene indeholdte større Legemer som oftest følger Tyndens Love, saavel med Hensyn til hvert enkelt Legemes Stilling, som med Hensyn til de forskellige Legemers indbyrdes Beliggenhed.

3. Fordi ddet fintfordelte Stof, hvoraf Lagene bestaar, har sluttet sig saa nøje om de i dem indesluttede Legemer, at det har udfyldt selv deres mindste Hulheder og paa den Overflade, som berører dem, har antaget deres glatte og glinsende Ydre, skønt Pulveret paa Grund af sin Ujævnhed kun egner sig meget daarlig til at opnaa Glathed og Glans.

Sedimenter dannes, naar de i en Væske svævende Smaadele synker til Bunds ved deres egen Vægt, hvilket gælder, saavel naar de oprindelig er tilførte andetsteds fra, som naar de lidt efter lidt – enten paa Overfladen eller ensformig gennem hele Massen – har udskilt sig fra selve Væskens Smaadele. Selvom der er stor Lighed mellem Skorper og Sedimenter, er det dog let at skælne dem fra hinanden, idet den øverste Overflade af Skorper er parallel med den nederste, hvor ujævn denne sidste end er, medens Sedimenters øverste Overflade er parallel med Horisonten eller kun skraaner lidt imod den. I Floder ophæver saaledes de grønne, gule og rødlige Mineralskorper, der dér dækker Klippebunden, ikke dennes Ujævnhed; men et Sediment af Sand eller Ler gør alt plant."