Nils Ufer: Pressens pris. Om elendigheden i det journalistiske miljø (1972)
"Det kunne da være, at begrundelsen for tidligere tiders idealer ikke længere eksisterer, for eksempel fordi idealerne var virkeliggjort. I dag tales der om, at aviserne er blevet rummelige i modsætning til tidligere tiders aviser, der kun havde snævre parti-interesser, og som brugte et giftigt sprog over for modstanderne. Efterhånden som avisdøden breder sig, må de resterende blade leve op til deres nye ansvar og give andre politiske anskuelser plads. Der er oprettet "mandagskronikker" til dette formål. Der er et bredere spektrum inden for den enkelte avis. Læsernes mulighed for selv at vurdere er blevet større.
Siger man.
Hertil er for det første at indvende, at det med rummeligheden er en begrænset sandhed, selv set fra en traditionel partipolitisk synsvinkel. Det er trods alt stadig let at se på en avis, om den er radikal, socialdemokratisk, venstre eller konservativ, selv om de alle stort set peger mod den samme livsstil, den småborgerlige materialisme."
Nils Ufer: Pressens pris. Om elendigheden i det journalistiske miljø.
Høst & Søn, 1972.
(p. 32)
Leonora Christina Ulfeldt: Jammers Minde (1869)
"Iblandt anden Fortred, som ikke kan regnes iblandt de smaa, var denne, at jeg engang var ikke frisk, havde lidet eller intet sovet om Natten og lagt mig om Dagen at sove paa Sengen; da vilde hun ikke unde mig den Rolighed, men gik sagte hen paa sine Sokker og targede en Hund, jeg havde, til at knurre for at vække mig. Jeg spurte hender, hvorfor hun vilde ikke unde mig at sove? Hun svarte: "Jeg vidste ikke, at I sov". "Hvorfor" (sagde jeg) "gik I da paa Eders Hose-Sokker?" Hun svarte: "Saa I det, da sov I ikke", lo inderlig sagte hos sig selv (hun sad altid for mit Bord og vendte Ryggen til mig; om det var, fordi det ene Øje var ude, at hun sad saa for Dagen, ved jeg ikke). Jeg gad ikke holde (holdt) Samtale med hender, laa stille, og tænkte hun, jeg sov, stod atter op og targede Hunden. Jeg sagde: "I drister paa min Taalmodighed, men løber Galden over for mig engang, saa skal I vist faa noget andet at se, I forbandede, slemme Ting". "Forbandede, slemme Ting", sagde hun ved sig selv og lo saa sagte. Jeg bad Gud regere mig, at jeg ikke skulde forgribe mig paa det Afskum. Samme Hund var en af islandsk Art, ikke smuk, men meget tro og viis. Hun sov hver Eftermiddag paa Stolen, og naar hun saa sov, saa lod hun sine Hænder falde ned. Der passede Hunden paa og løb hen stiltiende og bed hender i Fingerne, saa Blodet gik ud. Naar hun skød sine Tofler af, tog han en og sad over. Uden blodige Fingre eller Ben fik hun den ikke igen. Og som jeg da havde det andet Rum (som meldet er), saa gik jeg derop, spadserte imellem 4 og 5 Slet. Hun plaskede og toede derude, spildte Vand ret der, som jeg tog min Gang. Jeg sagde hender nogle Gange, hun skulde lade sin Toen være, hun kaste alt Vandet hid og did paa Gulvet, jeg gjorde mine Klæder skiden, og stønnem var der ikke en Taar til Hunden at drikke, og Taarngemmeren skulde hente Vandet henne ved Køkken-Posten. Alt det hjalp intet. En Dag lystede det hender, at ret som Klokken havde slaget 4, gik hun ud i det andet Rum og slog al Vandet ud paa Gulvet, kom saa ind igen. Der jeg kom i Døren, blev jeg det var; foruden nogen Ord slog jeg hender først paa den ene og saa paa den anden Kæfte, saa Blodet stod ud af Næse og Mund, og hun faldt imod sin Slabænk og stødte sit Skinne-Ben Huden af. Hun begyndte at bruge Mund og sige, at hun aldrig fik saadan Ørfigner i sine Dage. Jeg sagde straks: "Holder Kæften, ellers I skal faa flere af dem. Jeg er endnu ikkun lidt vre, men gør I mig ret vre, skal jeg lemme-læste Eder". Hun tav for den Gang, men gjorde al den smaa Fortred, hun kunde. Jeg tog det alt med Sagtmodighed an, frygtede for, at jeg skulde forgribe mig paa hender."
Leonora Christina Ulfeldt: Jammers Minde.
Rosenkilde og Bagger, 1949.
(pp. 244-45)
Per Ulrich: Dø om så det gælder (1992)
"Socialministeren har været så venlig at forhøje tysklandsfangernes begravelseshjælp, så vi ka komme nogenlunde pænt herfra. Pensionen, som vi får ifølge loven, ku hun ikke gå med til at forhøje, så vi ku leve et tåleligt liv, men begravelseshjælpen … Hun ville godt betale os pænt, hvis vi ville forlade denne verden. Vi er ubehagelige vidner, nu vi er i samarbejde med det folk, der mishandlede og misbrugte os. Vi er nære venner.
Vi har set for mange komme afsted på en beskidt måde og smidt hen i en krog til, at vi ikke sku føle taknemmelighed over, at vi i det mindste ka komme herfra på en anstændig måde med blomster, salmesang og skamros, for bagefter at samles til kaffe og blødt brød."
Per Ulrich: Dø om så det gælder.
Attika, 1992.
(p. 111)
Torben Ulrich: Jazz, bold & buddhisme (2003)
"En idræt uden jegets beherskelse af tid og sted? En idræt uden de konstante modstillinger, tvedelingen, subjekt og objekt, elite og bredde, ånd og natur, res cogitans og res extensa?
En idræt der finder sted, simpelthen. På stedet. Som ikke ser frem til medaljer. Som er villig til at give den tilbage, inden sejrsskamlen. Som ikke behøver skamler. Som ikke behøver at stå højere. Som ikke behøver at være stærkere. Men som heller ikke behøver at fly, til et andet spillerum.
Som ser historiens muligheder. Som ser stedets muligheder. En idræt som f.eks. udforsker stedet, som khora, khora som i Platons Timæus. Som udforsker afsondretheden, som hos Meister Eckehart, som ser den andens Ansigt, som hos Levinas. Som spørger til Bohr og Bohm, og derfor må spørge: hvad er en kvantemekanisk idræt? Som ser i kroppens bevægelse en stadig ukendt skrift. Som ser nogle linier i Molly's Cixous: jeg har ikke noget at skrive, undtagen det jeg ikke ved. Som ser gentagelsens muligheder. Som spørger til Kierkegaard, når han siger: jeg er hverken mildhed eller strenghed, jeg er: en menneskelig redelighed. Hvad er en idrætslig redelighed?"
Arne Ungermann: Pusti som hverken var fugl eller fisk (1956)
"Og med et ordentligt plask sprang Pusti i vandet – ned til fiskene.
Men alle fiskene, tosken og silden og ålen og rødspætten, og også sælhunden, delfinen og havskildpadden blevet meget bange for Pusti og svømmede bort.
"Hvorfor er der mon slet ingen, der vil lege med mig" sagde Pusti, da den igen kom op af vandet."
Arne Ungermann: Pusti som hverken var fugl eller fisk.
Fremad, 1956.
[upagineret]
