|
||||||
|
||||||
|
Lotte Tarp: Det sku' nødig hedde sig (1997)
""Nu er jeg efterhånden så gammel, at det hele kan være lige meget. Så kan Åse bare komme an."
Han havde en beslutsom mine på.
"Det var en deling tyske soldater, der var indkvarteret i Friheden. èn af dem var din far. De lignede hinanden. Åse og Wolfgang."
Wolfgang. Det var altså min rigtige fars navn.
Nu kom det i jævnt tempo. Wolfgang var høj og lys, med samme statur som Åse med de høje kindben. Han var blevet gæst i fars og mors hjem, efter han og Åse forelskede sig i hinanden.
"Elskede de hinanden?" Så jeg bedende på far.
De havde kommet sammen i et år, før Wolfgang blev sendt til fronten. Jeg konkluderede lettet, at de altså var rigtige kærester; det havde ikke bare været et tilfældigt møde.
"Det var jo flinke folk, tyskerne. Det var ikke deres skyld."
Far syntes, at danskerne behandlede den menige tysker dårligt. Han havde mange gange været ude for, at folk vendte ryggen til en tysk soldat, der spurgte om vej. Det var vel almindelig høflighed at opføre sig ordentligt, hvis man blev spurgt, sagde han.
De soldater, der havde taget ophold i Friheden, havde ikke just været velkomne fra starten, men man skal kende folk, før man dømmer dem, mente far, og da det nu ikke kunne være anderledes kunne man lige så godt sørge for at få det bedste ud af det." |
Lotte Tarp: Det sku' nødig hedde sig. Lindhardt & Ringhof, 1997. (pp. 113-14) |
||||
Søren Ulrik Thomsen: Hjemfalden (1991)
langs murens kalk og faldstammens bulede gaze for først at slå ud som rust, så støv – det er ikke tilfældigt, at negativ tilvækst ir, korrosion og belægning nævnes, for dette er tilegnet alt, der er hjemløst og søger en bolig i elnettets vildnis, urinen, en henkastet tegning." |
Søren Ulrik Thomsen: Hjemfalden. Vindrose, 1991. (p. 21) |
|||||
Jørgen Thorgaard: Familien (1978)
"Mens de ventede på maden, gav de to mænd sig til at diskutere formiddagens marked. Iver var blevet luft for dem. De lod, som om han ikke var der. Et par forsøg på at bryde ind og deltage i samtalen mislykkedes. De ignorerede ham. Det var bevidst uforskammet. Iver var først forvirret, så blev han overfaldet af stor modløshed. Jeg kan alligevel aldrig blive sådanne mænds lige, tænkte han. Det bliver aldrig til noget med mig. Men hvorfor skulle jeg så slæbes herind?
Pludselig, da tjeneren havde været der med maden, vendte Thygesen sig igen mod ham:
– Det er tre drenge, du har, er det ikke?
– Jo.
– Og der er nok mange på vej. Du må have noget større!
Det blev sagt som en kendsgerning. Thygesen vendte sig mod sin mad og begyndte at spise. Ingen af dem sagde noget. Kærgaardsmanden åd koncentreret og skyllede rigeligt efter. Tjeneren fyldte deres snapseglas op fra en flaske, der stod i en isbeholder midt på bordet. Iver opdagede, han havde god appetit, og ville ikke stå tilbage for de andre med hensyn til snapsene. Da de havde fået fire slags fisk og lige så mange snapse, blev der båret varme mørbradbøf med løg ind. Kærgaardsmanden tog tre på én gang. Han spiste helt uregerligt. Iver kunne ikke lade være med at blive imponeret. Folk i den klasse behøvede ikke tage så mange hensyn. De kunne tillade sig ting, andre ikke kunne. Efter bøfferne kom der et par store fade med koldt kød og pålæg. De spiste stadig i tavshed. Iver forsøgte sig med et par rosende ord om maden, men de svarede ikke. Tjeneren skænkede stadig brændevin, og Iver begyndte at mærke en svag snurren i hovedet. Han drak ikke til hverdag, og det var sjældent, han fik så meget som her.
Da de nåede til osten, sagtnedes farten lidt. Kærgaardsmanden bøvsede ugenert og beklagede sig over, at han ikke kunne spise mere. – Det er ikke, som da man var yngre, sagde han og så på Iver med en vis irritation. Thygesen satte sig tilbage i sin stol og gav sig til at stange tænder. – Du har ellers sat mere til livs end vor unge ven her. De unge nu om stunder er ikke, som vi var. De er mere fornuftige. De får også mere ud af det.
Han slog pludselig en latter op, og Iver var ikke helt klar over, om det betød ros eller hån. Han var faktisk også ligeglad. Brændevinen havde sat ham i godt humør. Thygesen blev alvorlig. Han lænede sig over mod Iver og tog ham i armen.
– Skal du købe noget større, skal det være nu, sagde han indtrængende. – Priserne er ved at nå bunden. Det er jeg sikker på. Du får ikke bedre chancer. Ved du, hvad jeg vil? Jeg vil hjælpe dig. Jeg synes godt om dig. Der er tømmer i dig. Du vil frem. Jeg hjælper dig af med den bette gård. Den er rent for lille til en mand af din størrelse. Og så sætter vi to os i sving for at finde noget, der er mere passende. Mindst dobbelt så stor. Hvad siger du?" |
Jørgen Thorgaard: Familien. Lindhardt & Ringhof, 1978. (pp. 40-42) |
|||||
Vilhelm Topsøe: Nutidsbilleder (1878)
|
Vilhelm Topsøe: 'Nutidsbilleder' i Udvalgte Skrifter, bd. II. Gad, 1923. (p. 199) |
|||||
Dea Trier Mørch: Den indre by (1980)
Lulu nikker. Hun ser og ser. Selv om meget af det, hun ser, gør hende flov. Hun har egentlig aldrig forestillet sig, at kvinder ku være så forskellige. At bryster og balder og fødder så forskellige. Kæmpetykke, svulmende, skvulpende kvinder i hive underbukser, og bemalet overkrop danser rundt med radmagre veninder, der ser ud som de lige er blevet befriet fra en kz-lejr. Til Guitar og sax, bas, kobjælde og tamburin. Balloner stiger til vejrs. Og skæggede mænd soler sig på stribede U-landstæpper med sovende blebørn mellem benene." |
Dea Trier Mørch: Den indre by. Vindrose, 1980. (p.104) |
|||||
|