"Prélèvement er et udtryk fra den økonomiske videnskab, som betyder på forhånd at hæve en bestemt sum af en stipuleret totalsum, som vel at mærke ikke eksisterer som totalsum, i det øjeblik delsummen hæves, hvorfor denne heller ikke kan karakteriseres som en del af en totalitet. Prélèvement er med andre ord en udsættelse, her: udsættelse af Aufhebung, der herved umuliggøres (eller afsløres i sin umulighed), idet Aufhebung jo kan betragtes som en restløs totalisering og manifestationen af en identitet, der i kraft af denne manifestation afslører sig som en syntese, der fra første færd har styret forskelsspillet og sikret dets meningsfuldhed (jvnf. cirkulariteten i Hegels Phänomenologie des Geistes)."
Niels Egebak: Tekst og økonomi. Arena, 1976. (p. 127)
Niels Egmont Christensen: On the Nature of Meanings. A Philosophical Analysis (1961)
"If it is disastrous for the meaning of "stones are hard" (we now want to refer to this meaning, of course) to be identified with the physical conditions that make this statement true, it is no less serious for these to be turned into meanings. For the meaning it is serious simply because stones might cease to be hard, say, by an act of God, though the sentence "stones are hard" will preserve its meaning; indeed, we will for this reason be able to tell that stones are no longer hard. Conversely stones are hard independently of any sentence meaning that stones are hard; if we ignore this plain, but philosophically important, fact and say that the situation that stones are hard is, or is intrinsically related to, the meaning of a sentence, it follows logically that stones were made hard when language came into being, no matter how much we later strive to qualify the statement having this consequence. It should be obvious that when a theory has such consequences and nonetheless is not given up immediately, there must be other apparently equally strong reasons for holding it."
Egmont Christensen, Niels: On the Nature of Meanings. A Philosophical Analysis.
Munksgaard, 1961.
(p. 97)
Friederich Christian Eilschov: Philosophiske Breve over adskillige nyttige og vigtige Ting (1748)
"Skal almindelige Sandheders Indsigt endnu ikke være nok for at tildømme Dyrene Fornuft, saa vil jeg gierne vide, hvad det er man kalder Fornuft hos et Menneske? Vil nogen forandre Fornuftens Forklaring, som alle Ord-Forklaringer ere vilkaarlige, vil man sige, at den bestaaer ei allene i en Indsigt i Tingenes Sammenhæng; men endnu mere i Grunden til deres Sammenhæng, da forlader man øjensynlig ej allene den almindelige Forklaring, hvilket ikke sømmer en Philosoph, der bør bruge sine Ord i den sædvanlige Bemerkelse; men man forandrer ogsaa vores mellemværende med Tvistigheds Hoved-Post og spørger om noget andet end det, man fremsatte i Begyndelsen. Spørgsmaalet vaar: om man kunde tillegge Dyrene Fornuft efter den almindelige Forklaring? Dette har jeg hidtil beviist; men forklares Fornuften anderledes, saa løber man uden for mine Cirkler. Denne Indvending rører mig følgelig ikke" "Lad være Dyrene indsee almindelige Sandheder og kiende virkelige almindelige Regle, saa kand man dog ikke sige, at de og indsee Grunden til disse Regle, Grunden til de Tings Sammenhæng, som udgiør disse almindelige Sandheder, og altsaa besidde de ikke Fornuft; men alleneste noget Fornuft-lignende" "Jeg tilstaaer, at jeg ikke kand bevise, at Dyrene indsee virkelig Grunden til deres almindelige Regle. Jeg tilstaaer endnu mere, at der er mere Erfarenhed end Fornuft-Slutningen i Dyrenenes vittige Gierninger og de almindelige Begreber, efter hvilke de indrætte dem; men jeg paastaaer derhos, at denne Erfarenhed ikke kunde nytte dem noget, at de ved blot Erfarenhed ikke kunde komme til almindelige Grund-Regles Kundskab uden Hielp af ordentlige Fornuft-Slutninger. Skal den givne Forklaring paa Fornuften gielde, saa gaaer jeg videre og siger, at denne fradømmer mere end de tre Parter af Menneskene deres Fornuft, saa bliver de Verdslige Vise og saa mange som efter deres Exempel i andre Videnskaber oplede Grunden til Tingenes indvortes Muelighed, allene Besiddere af Fornuften."
Friederich Christian Eilschov: Philosophiske Breve over adskillige nyttige og vigtige Ting.
Christoph Georg Glasing, 1748.
(pp. 21-22)
Gunner Engberg: Hylden blomstrer. En Bog om Hjemmet (1919)
"– Da Verdenskrigen brød ud, min Læser, da fik vi nye Øjne at se med. Vi saa os om, mens det endnu var Tid. Disse Bakkedrag og Kornmarker, alle de spredte Hjem, Landsbyen med Kirken og med Vejrmøllen paa Bakken, Sundet med travle Sejlere … det er vort, dette Land, tænkte vi; det ligger endnu i dyb Fred; alt er velsignet dagligdags endnu og hjemligt og sædvanligt. Maatte vort Fædreland dog bevare sin Fred og Frihed!
Fager tyktes os Lien; aldrig saa vi den saa skøn som i hine Avgustdage.
Paa samme Maade havde dog Landet ligger hver Sommer. Men i 1914 fik vi nye Øjne.
I det følgende vil vi søge at fastholde noget fra hine Dage. Vi vil tænke ganske dagligdags og selvfølgelige Tanker om vort Fædreland om Landet, om Sproget og Flaget. Vi vil tage disse Tanker frem for at holde paa den bortflygtende Stemning fra de farlige Tider, for at bekræfte hverandre i Kærligheden til vor Hjemstavn."
Gunner Engberg: Hylden blomstrer. En Bog om Hjemmet.
De Unges Forlag, 1919.
(pp. 79-80)
Johannes Ewald: Levnet og Meeninger (1774-78)
"Hvorfor er jeg dog ikke en Physiolog, eller i det mindste en Oinokoiliolog, at jeg kunde udvikkle alle de skjønne Ting, jeg hu har skrevet, noget Kunstforstandigere? – Min kjære Herr Doctor Ching-Chung-ha-jeh, dersom vort danske Tungemaal, om et tusind Aar, som jeg vist haaber, bliver det moderne døde Sprog i Kampschatka, og jeg i Hensigt til mit Liv og Meeninger, en Autor classicus deri – saa hav den Godhed, at skrive Noter til mig; og iblant andet ved dette Capitel at anføre alt, hvad jeg formodentlig har meent, og skulde have sagt – dersom jeg havde forstaaet mig selv! – Det er imellem os – Men for Deres Læsere maae De sige: – dersom jeg havde fundet det for got – F.E. At de fineste Nerver, som mødes i Cerebello, og ved hvis yderste Ender Sjælen sidder, for efter Gotbefindende at slaae dem an, ligesom en Capelmester sine Tangenter – ved en vis Grad af spiritueuse Dunster nødvendig maae spændes saa stærk, at heele Musikken derover kommer i Uorden; undtagen de ere indvikklede i saa meget Fir, saa mange olieagtige Vædsker, at disse Dunster vel ikke kan virke paa dem; men at de tillige bliver saa slappe; at den gode CapelMester ved al sin Kunst kun kan afnøde dem meget matte, neppe hørte, mindre følte Toner – I.Q.E.D. Jeg er ret glad over, at jeg intet forstaar af al denne Tintamarre – thi dersom jeg og forstoed det, saa gad jeg dog ikke at skrive et Bogstav meer derom; og dersom jeg gad, saa havde jeg ikke Tid"
Johannes Ewald: 'Levnet og Meeninger' i Johannes Ewalds Samlede Skrifter, bd. IV.
Gyldendalske Boghandel, 1919.
(pp. 267-68)
