Peder Palladius: Visitatsbog (1541)
 
"Ieg throer at det er tremens løgn vor sogneprest hand predicher om dagen for oß: hand siger at mand och qvinde er et liff tilsammen, som tremmen, vaar min høstrue oc ieg et liff thillsammen, da fich hun saavel af dette tistøll, ieg sidder och slar i mig her, oc hun sidder hiem och tørster igen; faa hand skam den tiff, der maatte gaaed hiem til hende, da haffde hun end faaet noget der aff met hannem, der skall jo vere sadanne schalche thill. Den ormkrop faar end alligeuel noch, der schulle alligevell taadtzer och padder kribe ind ad munden och ud aff næßen och øynene paa dig, och æde sig ud igien, det som du saa slemmer op i din halß, oc saa vil det gaa, at naar din høstrue oc børn gaa ind i himmerige paa den dag for deris throe di haffde beuist med deris taalmodige valle och vanddriche, da faa de at see paa huorledes at du skiudes hoffuetkoldtz ind i helffuede, at diefflen skall der schenche dig helffuedis ild thill ævig thid, for din maledidede slemmen och demmen."

Peder Palladius: 'Visitatsbog' i Danske Skrifter, bd. V.
H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1925.
(p. 104)
Jens Paludan-Müller: Guds Rige og Evangelisk Tro (1891)
 
"At besvare dette Spørgsmaal ud af den ubegrænset mangfoldige realistiske Virkelighed er selvfølgelig en Umulighed og vil altid vedblive at være det. Altid cirkulerer et ungt, nyt Blod, som Digteren siger. Individualiteternes Rige lader sig ikke dogmatisere; det udvider sig og opstaar i en ny Skikkelse med hvert nyt Menneske. Det er kun Guds Ord, der selv blev menneske, som kan omspænde det. Men desuagtet kan der dog vel gives Svar paa Spørgsmaalet; thi under den uudtømmelige Existens, er jo hvert Enkeltmenneske føiet ind i en Fællesramme for hans aandslegemlige Væsen, udenfor hvilket han ikke kan komme, og indenfor hvilket Individualiteternes hele Rige falder. En absolut Vilkaarlighed ligger udover et Menneskes Rækkeevne."

Jens Paludan-Müller: Guds Rige og Evangelisk Tro.
Gyldendalske Boghandels Forlag, 1891.

Leif Panduro: Rend mig i traditionerne (1958)
 
"Og så begyndte han igen på en lang snak om, at det nu var en af mine sidste chancer for at sige noget om, hvad der var i vejen. Det var hans opgave at hjælpe mig. Senere hen i livet ville det blive meget sværere. Og så tabte han cigaren på gulvet, og den rullede ind under skrivebordet, så han måtte ned fire for at finde den. Mens han lå der og søgte, snakkede han videre. Jeg tør vædde på, at han kunne snakke om forståelse, selv om han børstede tænder. Cigaren var trillet mægtig langt ind, så han måtte rigtig strække sig. Han stak ordentlig måsen i vejret. Det var en temmelig stor mås, for han sidder jo altid ned og forstår alting siddende."

Leif Panduro: Rend mig i traditionerne.
Gyldendal, 1976.
(pp. 136-137)
Peter N. Petersen: Uldjyder og velfærdsmænd – en digtsamling i jysk dialekt (1963)
 
"Jordlovene
 
Do ska blyw o æ stjenbrow, aa dæ sid aa døj
Do maa ent ta o landet, aa kom te aa spred møj
Do maa ent spekulier i lidt jord, aa en lund
faa staten den vil ha hwer jenneste grund.
 
Aa haa do lidt peng saa go'er et saa'en mest
di faaswinde te skatter, i hwer fald di flest
Do æ sunket te en vorned mand unne staten
aa dens rid'fogder, de æ embedsetaten.
 
Do maa ent som Soya flygt u a æ land
faa saa blywwe do lyst i bureaukraternes band
aa hvis do alli'wal prøwwe o aa slip væk
risikerer do at di panden o dæ vil flæk.
 
Faa friheds aa ligheds aa broderskabs aand
ø bløwn afløst a stawnens snærende baand
Do maa ingenting ti'en, uen peng te æ stat
De æ livegenskabet di haa te dæ parat."

Peter N. Petersen: Uldjyder og velfærdsmænd – en digtsamling i jysk dialekt.
Eget forlag, 1963.
(p. 204)
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, I-VIII (1898-1904)
 
"Særlig opfyldt var Per af den store Afhandlings Slutning, hvori Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om, hvorledes han efter en Ildtogsfart forbi det genfødte Tysklands larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede – ikke paa det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor Brolægningen var lige elendig, Butikkerne lige provinsielle, Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal."

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, I-II.
Gyldendal, 1964.
(Bd. I, p. 129)
O ← Forrige side Op ↑ Næste side → Q